United States or Aruba ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng ... nej jeg turde ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng. -Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt, han havde Talent. -Ja Gud velsigne hende Gud være med hende for det. -Ja Gud velsigne hende.
Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos sig, de to alene. Charlot talte ikke og rørte ikke Maden. -Spis, Charlot, sagde Fru Simonin. Det er Deres Livretter. Charlot tog mekanisk. Tak, sagde han. Han sad som stum, med Øjnene fæstet paa hende, stum og hjælpeløs. Charlot vidste det ene, at nu var hans Lykke ude. Nu i Aften var det ude. Og der var ingen Raad, der var slet ingen. Hr.
Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa Madame Simonin, som hun laa. Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.
Hun lo med sin Pige-Latter, som klang, og talte sit bløde Sprog. Og forvred sit Ansigt til de hundrede Grimasser. Hun var vilter som en lille Kat, Fru Simonin. Charlot kendte kun en Lykke at sidde dér og være hende nær. Og saa bagefter at være alene og tænke det om, mange Gange, den halve Nat, og kysse nogle Blomster af hendes, som han havde i en Medaillon om sin Hals. Saa var Turnéen forbi.
Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers kølige Ord. Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og smilede fjottet. Fru Simonin bar en Formue i Brillanter.
-Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde Fru Simonin. De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve. Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke kunde løfte en Haand.
Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen, bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene, fattige Linje, der stod om "Fænomenet" Charlot Dupont. En Gang efter Aftensbordet bladede Fru Simonin i nogle Noder. -Det er smukt, sagde hun.
Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte. Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.
Han fik ikke et Ord over sin skælvende Mund. Den næste Morgen, ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas skulde afsted, stak Kelneren et Brev til Charlot. -Til Dem selv, sagde han. Charlot gemte Brevet. Der laa en Anvisning i Konvolutten. Paa et Visitkort stod: Til Charlots Lærer i Violinspil fra Sofie Simonin. Ordene var viskede ud, inden Charlot kom til Paris. Saadan kyssede han Fru Simonins Kort.
Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru Simonin, der sagde saa meget stygt. En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede. Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørre Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.
Dagens Ord