United States or Sri Lanka ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men nu? kunde det ikke nu blive anderledes? var der ikke Tid endnu til at træde imellem med et: »jeg vil«? Et Ægteskab er ikke længer uopløseligt, hendes var ulykkeligt. Jeg vidste det vissere, end om hun havde sagt mig det med Ord: at Alt, hvad hun havde haabet, var uoprettelig tabt, at han var gjennemskuet, veiet og fundet for let, medens han selv paa sin Side forlængst var kjed af hende.
Jeg kan jo bevise, at jeg først er gaaet hjemme fra, et Kvarter før jeg kom.« »Nej, ved Du nu hvad! Lyve kan Du, men jeg « Og atter druknede de to Diplomaters Forhandlinger i det kraftigste Slagsmaal, hvor Revolverne knaldede. Kapitel IV. Det var næste Morgen. Kammerherren vendte Visitkortet, som om han havde haabet at finde nogle Ord paa Bagsiden, der kunde give lidt nærmere Oplysninger.
Det var det, der nu, da hun saa pludselig og uforberedt saa ham begære en anden, en ny , havde grebet hende med en saa stivnende Forfærdelse, at hun et Øjeblik havde troet, og haabet , at det var Døden, der kom ... For Børnenes Skyld og for Hjemmets Skyld havde hun ofret sig. Og fordi hun vidste, at han var syg. Og fordi han virkelig engang havde holdt af hende, hvad hans Breve beviste.
Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste. -Nej, gaa ind, Efteraaret er den værste Tid. -Godnat, Godnat. -Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og forlæst, og hun lagde det under Lampen: ... Og saa havde jeg haabet at den første Tid var værst, og at Tiden skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu.
Vi havde haabet, senere ved Leilighed at kunne gjøre et kort Trip hertil, hvor vi havde mødt saamegen Venlighed, men der var stedse Et eller Andet, der forhindrede dette. Midt i Mai Maaned næste Aar fik Korvetten endogsaa en skriftlig Indbydelse fra Sir Pine, og gjennem det engelske Orlogsdampskib Cadmus, stationeret derude, fik vi engang en Hilsen og en Indbydelse, der var snurrig nok.
Men Vejret overdøvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gøre sig bemærket, og som Lanternerne forsvandt, forstummede Skrigene og slettedes Haabet atter ud.
De hørte igen Uhrenes Gang, mens Sofie tændte et eneste Lys, hvor Stearinen krøllede sig som lange Traade op mod Flammen og faldt. -Sover hun? spurgte Ida igen. -Hun er vaagen. De hørte den hivende Aande og en Stemme, der mumlede. -Taler hun? spurgte Ida. Hun havde rejst sig. Hun følte Haabet næsten som et Stik i sit Bryst, da Vaagekonen skød Døren op. -Har hun spurgt efter mig?
Undertiden gik han ned paa "Haabet" for at hente hende, undertiden mødtes de først i Kirken. Han bar hendes Noder, hendes Sjal og hendes Pakker, hun havde en egen Evne til at faa ham til at bære for sig og hente hende og blive sat Stævne for at vente paa hende.
Og ogsaa nu, da Jomfruen vendte tilbage fra sin Københavnstur, saa hun, da hun traadte ind i sin Stue, at Stolen var væk. Hun havde jo nok tænkt sig Muligheden deraf; men havde dog lige til det sidste haabet, at Forvalteren omsider var kommen til Fornuft. Hum! sagde hun har Mennesket nu alligevel været herinde!
Hun misbilligede i høj Grad, at jeg var hos hendes Nièce, kunde man se. Hun havde haabet, at Forbindelsen med Familien havde været forbi med mit Besøg paa Tryland. Malcolm skulde ogsaa komme til Byen, hørte vi, og Lady Ver efterlod en Indbydelse til ham til at spise til Middag i Aften. Saa gik vi.