-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ... Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som dog fyldte hele Huset. -Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.

Hoste og Smerte i Brystet vedblev at plage ham; han var kun oppe midt paa Dagen, og selv dette var snarere Følgen af en Halsstarrighed, som ikke vilde give tabt, end det var, fordi han følte sig vel ved at forlade Sengen, i hvilken Doktoren helst vilde have holdt ham.

Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en Mirakelsalve mod Gigt. -Aa, det kan være, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind. Katinka hørte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med Klapren nu var det sust bort. Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vække Bai med sin Hoste. Vinteren kom, og Jul.

-Men der er dejligt i Nøddegangen, plumper det ud af en ung Pige. Og der bliver en Latter, saa de kaster sig frem over Bordet. -Linde, Linde, raaber Fru Linde, husk, det er Lørdag. Gamle Pastor lér, saa han faar Hoste. -Men det #havde# virkelig været, som hørte man en evig Kyssen i alle Kroge.... -Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget godt an....

Og om Efteraaret rejste vi fra Sted til Sted, og da Vinteren kom, begyndte hun igen at hoste og jamre sig, saa hun vilde ikke tage til Byen den næste Sæson, før til den sidste Hoffest, derfor har jeg kun været en Maaned i London. Hun kom sig helt af sin Bronkitis og døde af et Hjertetilfælde, som blev fremkaldt af et Anfald af Vrede, fordi Thomas slog en gammel Familievase itu.

William vaagnede om Natten ved den korte, skærende Hoste, ligesom smertefulde Hvin, der lød fra Moderens Kabinet. Han viklede Hovedet ind i Lagenet for ikke at høre, rullede sig ind i Sengetæppet, men bestandig hørte hans hidsede Øre Hostens skærende Knivklang og den Syges gispende Stønnen, naar Anfaldet standsede et Minut.

Men den samme Taage, der havde fremkaldt den, forjog den snart ved at gjennemisne os. I Angsten for Snue og Hoste druknede den romantiske Frygt og Haabet om at forenes i en pludselig Død. Saa forvirrende var denne Fart, med ligesom et Bind af Lys om Øinene, at da et Stød forkyndte, at vi vare lagt til, ventede vi Bredden paa den anden Haand og troede, at vi vare vendte tilbage til Schandau-Siden.

Jeg sov naturligvis næsten ikke, for min Hoste var bleven saa slem, fordi jeg havde staaet dernede i min klare Kjole uden Overtøj paa, og i Dag gør det saa ondt i mit Bryst. Men saa i Morges var der nogen, der bankede paa min Dør, da jeg sov over mig. Og saa er det Kammerjomfruen, der næsten falder ind i mit Værelse og græder og græder, saa jeg næsten ikke kan forstaa hende.

Hun blev staaende ved Vinduet og saa' ud over den hvide Mark i Natten. -Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede Døren til Sovekamret. Bentzen gik over Perronen til sit Kammer. -Hun #tog# Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue.... -Glædelig Jul, Bentzen. Der blev lukket et Par Døre, og saa var det ganske stille.

Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste. -Nej, gaa ind, Efteraaret er den værste Tid. -Godnat, Godnat. -Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og forlæst, og hun lagde det under Lampen: ... Og saa havde jeg haabet at den første Tid var værst, og at Tiden skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu.