United States or Tokelau ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet og med den bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. De ler mig kun ud! Jeg skal nok selv se efter, om det er rigtigt; det er det naturligvis ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske.
Jeg har nemlig den Tanke, at jeg kan dø pludselig; Lægen ler mig ud, naar jeg siger det, men det forekommer mig, at jeg kan se paa ham, at han selv mener det Samme. Dog, maaske er det ogsaa Sygelighed. Saa vil det dog være mig til Beroligelse at vide, at du faar en Hilsen fra mig, hvis det skulde ske. Jeg har saa meget paa Hjerte, som jeg maa have sagt dig.
Løjtnanten har faaet kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er saa snæver Plads, at de næsten maa sidde paa Skødet. Man kan ikke høre Ørenlyd, mens de ler og knalder og læser Deviser højt. -Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom. -Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem. Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka.
Au, au! skreg han Nej, la' vær', la' vær', Mor! Det kildne er ikke gaaet af mig endnu! Ja, vil Du saa dy Dig, dit gamle Spøgelse? Ja, ja! jeg skal aldrig gøre det mere! Se, hvor han er køn, naar han ler! hviskede Fru Thora i Øret paa Rositta Maa jeg sige, at det er Dig , der har sagt det, ellers tror han bare, at jeg siger det for at smigre ham?
Men lidt efter blev alt stille. Nu sover hun ... hviskede Jægermesterinden, der sammen med sin Mand stod uden for Døren og lyttede. Javel ...! mumlede Jægermesteren og gemte Ansigtet bort. Ler Du i et saadant Øjeblik, Thorsen! sagde Fruen forarget. Nej , Gud Fader fri og frels, Kone! ... Men lad vos nu la' de Unge ha' Ro! Og han trak hende forsigtig bort med sig ...
Han havde langt, lyst Haar, blaa Øjne og et smukt smilende og mildt Ansigt. Bærplukkerne flygter over Hals og Hoved, men en af dem, en Tosse, vender sig om og ler. Aanden opdager dem og forsvinder lige ned i den bare Jord.
Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder trænger Herrerne sig dristigt ind mellem Rækkerne, og deres sorte Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der bøies sammen ligesom Skjoldtag over Hovederne. Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas.
Ida saá dem pludselig for sig, Frøken Roed og Fru Hansen, som de sad og syede derhjemme paa fjerde Sal i Rømersgade under Lampen i Dagligstuen, hvor Lænestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dækkede med saa mange smaa broderede Stykker og paa én Gang lo hun. -Men hvad ler De af? spurgte Frøken Roed. -Aa, det var noget jeg tænkte paa.
"Ja ja saa skal jeg tage et andet Tilfælde. Jeg har en Ven en udmærket Karakter, brav, trofast han gaar en Gang om Aaret rundt og laaner Penge af alle os, der kender ham fra gammel Tid. Vi giver ham gerne lidt alle vi kan jo allesammen godt lide ham. Han maa have dem, siger han bare og saa lægger han Hovedet paa Siden og ler ... Ved De, hvad han bruger dem til?"
-Saa meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig. Men Ida strøg Hænderne over sit Haar: -Han er saa elskværdig, sagde hun. Karl lo: -Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, naar de er forliebte. Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han. Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde: -Vi ler af Dem, Knuth. -Og af hvad? sagde Knuth.
Dagens Ord