United States or Saudi Arabia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg sagde ham nu, saa godt jeg kunde, hvad jeg havde paa Hjerte, Gamle hørte rolig paa mig, medens et underligt Smil spillede om hans Læber. Da jeg var færdig, lagde han sin Haand paa mit Hoved, og strøg mit Haar tilbage, idet han sagde: »Nu Nicolai, din Nød er ikke saa stor, som Du troer.
Hendes Haar var i Uorden, hendes Klæder tilsmudsede og forrevne; og hele hendes Legeme skælvede af Graad og Ophidselse. Hvad er der dog hændet, lille Frederikke? spurgte Fru Line bestyrtet hvad er der dog hændet? Saa, saa, saa, tal nu lidt roligere. Jeg kan ikke forstaa, hvad Du siger.
Solen faldt ind over Dugen og over hendes Haar, naar hun bøjede sig, mens hun begyndte at tale om Jylland. Om Aarhus, hvor jo "Grev Knuth havde boet".... Hun havde været der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien ... Aa, hvor var der smukt i Riis Skov. Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun ved at tale om Aarhusturen og om Francks og om Strandpromenaden.
Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Draaber, som de heftige Vindsted i Alléen slog Imod hendes Ansigt. Hendes Haar klistrede til Panden bag Sløret, Kjolen slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden at mærke det. Men da hun naaede Bergs Villa, standsede hun.
"Min Tante var Uvenner med min Fader hun var den nærmeste Arving til alt dette, og hun giftede sig med sin Fætter, min Faders yngre Broder men De kender naturligvis Familiehistorien " "Ja." "De hadede hinanden, hun og min Fader." "Fru Carruthers hadede alle sine Slægtninge," sagde jeg roligt. "Ogsaa mig?" "Ja," svarede jeg langsomt og bøjede mig frem, for at Lampelyset skulde falde paa mit Haar.
Og mens hun førte begge sine Hænder ned langs den sorte Silkedragt, rettede hun sit Legeme, som under en Rustning. Saa bankede hun paa Faderens Dør: -Skal vi gaa ned? sagde hun. ... Hendes Naade var paaklædt. Selskabsdamen satte, foran Spejlet, et Smykke af oksyderede Sølvblomster i Hendes Naades Haar.
Han lukkede Fars Øjne, sagde han. -Jeg har skaffet ham en Plads Ordene skjalv lidt , jeg behøver ham ikke. -Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gulvet. Og al Ting for mig, sagde han. -Aa, men Mor! Taarerne løb ned ad Otto Heinrichs Kinder du #skal# faa Ære af mig. Priorinden gled med sin Haand blødt gjennem Sønnens Haar. Otto Heinrich rejste.
Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm ... Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg ... og pludselig følte hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans lo op i hendes Ansigt. Saadan var det gaaet indtil nu.
Stormen slaar Rytterens Askekappe tilside, han sidder nøgen i de bare Knokler, Sneen piber i hans Ribben. Det er Døden, der er ude at ride. Kronen sidder ham paa tre Haar, Leen peger i Triumf bagud. Døden har sine Luner, det falder ham ind at staa af, da han ser et Lys i Vinternatten, han giver sin Hest et Slag over Krydset, og den springer op i Luften og er væk.
Hendes fine regelmæssige Ansigt og gyldenblonde Haar lyste i Solen; og Maleren havde lagt i hendes dunkelblaa Øjne hele den sprøde Længsel efter »Lykken«, der gør Ungdomsaarene til saa koglende-løgnagtig-forjættelsesrig en Skærsommernatsdrøm ... Er det Fruen? spurgte Møller Hammer, en af Nils Uldahls Folketingsstillere, han stod og stirrede betaget paa Billedet.
Dagens Ord