United States or Egypt ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ellen sad og smilede: Carl De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise ... Han reiser allerede i Morgen Aften ... saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel. Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig: -Tager De ud og siger Farvel til Vilsac? -Det havde jeg tænkt. -Naa ja, det kunde jeg begribe. Han sagde ikke mer.
Og Povl bar som Tegn paa sin højere Afstamning et gammelt Katteskind paa venstre Skulder. Jørgen forstummede af Beundring midt i en Sætning. Jeg er en ung Indianerhøvding af Inkastammen! forklarede Povl og holdt sin Lanse frem foran Isidors Bryst Carl Petersen er min Vaabendrager.
Grev Carl har holdt sig inde hele Dagen sagde Jomfruen han har siddet paa sit Værelse og har ikke turdet gaa ud ... Han er helt medtaget ... Der kom et Skær af Smil over Ellens Ansigt: Stakkel, sagde hun har ban været saa angst? Hun forsøgte at reise sig, og hun støttede sig til Stolen. -Ja han kan komme om lidt. Hun kunde næppe gaa, Benene rystede under hende.
Der var ogsaa noget varmt. Greven vilde gaa, men henne udenfor Lampelyset, stansede han igen. -Jeg har faaet Brev fra Carl, sagde han. Ellen troede, han var gaaet. Hun vendte ikke Hovedet. Idag? Har han det godt? -Rigtig godt. Ellen spurgte ikke mer, men hun saa flygtig hen paa sin Mand, der var begyndt at gaa frem og tilbage paa Gulvet henne i Mørket. Han kom hen og satte sig igen.
Det faldt i min Lod at holde Mindetalen over Høyen; den kan læses i den Berlingske Tidende 7. Jan. 1899; Talen over Lange holdt Kunsthistorikeren Carl Madsen. For Aaret 1875-76 blev jeg valgt til Universitetets Rektor. Aaret begyndte med Sorg. Jeg mistede en kjær Kollega.
Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er værdt, Carl og Du sidder saa længe oppe? Han saa henimod Mørket, hvor hun stod. -Man skal være forsigtig med en Natur som hans. Ellen fik Mod til at lé: Du mener Greven talte ikke mer. Der blev en Taushed, hvor Ellen hørte sit Hjertes Slag. Saa vendte hendes Mand sig. -Godnat, sagde han.
Carl tog næsten intet af Retterne, men naar de andre var færdige, og Tjenerne vilde tage bort, sad han alligevel med det altsammen paa Tallerkenen. -De spiser ikke noget. -Nei, sagde han. Jeg kan aldrig spise, naar jeg er ude. Han havde ellers ikke talt meget, men han saa hele Tiden paa hende, naar hun talte, og sagde hun noget raillerende over en og anden, lo han høit.
Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil Smerterne vakte hende igen. Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af hende.
Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde Portneren. L'eventail de madame la comtesse! Carl lo og tog Viften. Men udenfor Døren kyssede han to Gange dens hvide Svanedun, inden han gik ind til de andre. Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag.
-Jeg køber. Bernstorf gav et Kort lidt forfjamsket; saa ét endnu. -Et til. Ellen vendte Kortene: Tabt. Hun saa over paa Bernstorf og følte Tausheden om sig, og søgte Carl. -Ja han sad der angst. Og pludselig betvang hun sig, og idet hun rakte Kortet med Armbaandet frem imod Carl, sagde hun: -Carl indløs mine Jettons. Den Nat lukkede hun ikke et Øie.
Dagens Ord