United States or Timor-Leste ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende under tusinde Paaskud; mens han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften, et eneste af disse smaa Tegn, som er Elskendes Budbringere, mødte ham bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som ligelig uddelte sine Smil kolde og forbindtlige Smil ...
Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde Portneren. L'eventail de madame la comtesse! Carl lo og tog Viften. Men udenfor Døren kyssede han to Gange dens hvide Svanedun, inden han gik ind til de andre. Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag.
Hun lagde Brudesløret og et ægte Sjal over paa Huus' Arm: Dér er den, sagde hun. Viften laa paa Skuffebunden. -Og Deres Tørklæde, sagde hun. Det laa til en Side, pakket i Silkepapir. Hun tog det op. Huus havde krammet det gullige Brudeslør, saa der var Mærker af det i Bobinettet. Aftentoget kom, og de gik ud paa Perronen.
Han mødte Grevindens Blik, hun rørte sig ikke, bevægede Viften sagte og svarede: "Det véd jeg." Ordene døde paa hans Læber, han kunde have slaaet hende i Ansigtet. Den næste Morgen rejste Grevinden, uden at Høg bekymrede sig derom. De tog fra Hamborg to Dage efter, standsede i Münster, i Düsseldorf og naaede endelig Cöln.
Der var hændet meget siden den Dag, da han fortalte, at "Professoren" kom for at spille Komedie og at de skulde assistere. Ja, meget var der hændet, man kunde nok have Lov til at være blevet gammel. Her saá han Margrete. Hun var bleg, og skjulte Ansigtet halvt med Viften. Maaske var hun bange for ham og frygtede hun behøvede det ikke for ham skulde man ikke lide mere. Han saá paa Kamilla.
Thi naar de fra Parkettet i Kikkerten streifede den lille Loge ved Siden af Hofdamernes, som Urne havde hver Tirsdag og Fredag, da blev de undertiden slaaet af et besynderlig tomt og slukket Blik, der mødte dem i Ellen Urnes Ansigt saadan, som hun sad der bag Viften og havde glemt sig selv og troede sig usét.
Hun skyggede helt med Viften for sit Ansigt, og hendes Øjne hvilede et Nu paa hans sammensunkne Skikkelse. Saa slog hun Blikket ned. Hun havde set hele sit Liv fra den Dag i det Øjeblik. Og pludselig stod det for hende som en forfærdelig Gaade, hvordan hun var bleven lænket til denne Mand, der frøs her i Theatrets Hede. Det var hende, som hun saá ind i et langt Øde, en Taage hang over.
-Og saa vil jeg tage Vifte med, sagde hun. Hun begyndte at søge: Aa den ligger i Skuffen. Det var Skuffen med Kotillonsæskerne og Brudesløret. Hun aabnede Kassen med de gamle Baandstumper. Se, sagde hun: alt det gamle Stads. Hun tog med Haanden ned i Æsken og rodede Baand og Ordner om som i en Mølle: Det gamle Stads. Hun søgte igen om Viften: -Aa, hold mit Slør, sagde hun.
-Født dertil ... Og han saa op fra sit Arbeide med Hatten: Tror Grevinden, der spørges? Ellen støttede Hovedet paa sin Haand og bearbeidede nervøst Sandet med sine Hæle. -Nei, jeg tror derfor ogsaa nok, at de eneste lykkelige det er dem, som ikke har Evnen til at stræbe efter Lykken. Har De lavet det selv. En Bevægelse med Viften. Aa ja, jeg ved det nok ... De er ogsaa af de fordrende Mennesker.
Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at faa Lov til at fly. Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare.
Dagens Ord