United States or Tokelau ? Vote for the TOP Country of the Week !
En hvidskjægget Mand havde jeg allerede opdaget nu ogsaa den gamle Dame Andre var der ikke. Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme tilsyne. Trods den stærke Solvarme frøs jeg som i Aftentaage, men jeg var atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil neppe havde været.
Skjøndt denne Interesse burde have været saa selvfornægtende, at den ikke vilde forstyrre hende, saa pønsede jeg, oprigtig talt, ikke paa Andet end paa at gjøre det og faa en Samtale i Stand. Da dette Spørgsmaal udeblev, var jeg lige vidt. Jeg havde prøvet og forkastet flere Indledninger, da den mindste Pige begyndte at klynke over, at hun frøs.
Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmeraadinden en Sætning, ud i Stuen, og tav igen, saa der atter blev stille og intet hørtes uden Kortenes Fald. Gehejmeraadinden sagde: -Hvorfor skulde ogsaa de blive lykkelige? Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun frøs. -Livet er saa misundeligt, sagde Gehejmeraadinden atter med sin dybe Røst.
En Gang imellem rystede hun, som hun frøs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst. Marie Pige blev ved at snakke med sit store røde Ansigt ind mod det ensomme Lys. -Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede Døren. -Ja, Bai.... -Godnat, Marie. Efteraaret kom med tungsindige Taageslør over Markerne. Himlen laa lav over Dage, der sneg sig i Halvmørke fra Nat til Nat.
Det var, som om det store Maskineri arbejdede tungt i den kolde Tavshed: Portier'ens Klokke klang som en Ligklokke, Kelnerne styrtede sky og uden Smil om de ellers saa høfligt smilende Munde hen over Gaarden under Glastaget. Overalt i Huset blev Tale til Hvisken, Latteren frøs og døde bort.
Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne. En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en Køretur. Han frøs, saa hans Fingre var døde. -Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer. -Ja det var ikke saa galt for jeg fryser ... og han reiste sig for at ringe. Ellen var blevet ganske bleg: Men Carl sagde hun De forstaar da nok, det er Deres Faders Spøg.
Hjemme blev der slet ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der ikke. Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer. -Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs.
Poplerne langs Alléen fik gule Blade og blev ligesom højere i den tyndklare Luft. Moderen frøs sammen: -Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saá ud over Plænerne: -Ja, sagde hun, vi er langt henne. Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rørte sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde: -Tine, et Sted er der dog Fred: i Døden.
-God Morgen, sagde de, og tog stille Hatten af for Præsterne. -God Morgen, god Morgen, sagde gamle Fangel. Men Solen kunde staa højt og Pastorerne blev ved at spille. Dagene blev kortere og kortere, og paa Træerne tyndedes Bladene og de allersidste Roser frøs langs det hvide Hus. Paa Væggen mod Syd hang kun Druerne fulde og store. Moderen saá til dem hver Dag.
Hun havde taget Skærmen af Lampen for at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge, og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs.
Dagens Ord