United States or Botswana ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun havde taget Skærmen af Lampen for at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge, og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs.
-Hvilket? spurgte han. -En Brillantsnor. Konferensraaden flyttede sit Øje: -Penge er bedre, sagde han: saadanne Stene kan synke i Værdi. -Ja, Hr. Konferensraad. Konferensraaden drejede Hovedet: -Skærmen, sagde han. Hr. Hansen satte Skærmen over Lampen. -De kan gaa. Den store Dør gik op. Det var Hofjægermesterinden, der kom ind og stod midt i Stuen: -Hvad er her foregaaet?
Og der var, som om Forventningen blev tungere i Stuen ved dette Nej. Atter Tavshed. Fluerne summede under Loftet. "Du burde ta'e Flueskærmen, Nina," sagde Stella. "Det nytter ikke," Nina rejste sig, men uden at tage Skærmen, Fluerne blev ved at summe. Man fløjtede nede paa Gaden. "Er han der?" Stella spurgte uden at se op og trævlede hurtigt. "Nej." Og igen. "Ser Du ham?"
Baronen slap Døren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind i Værelset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydløst. Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng. I det matte Skær traadte Næsen frem over hendes indfaldne Kinder, mens man hørte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst. -Tag Skærmen af, sagde Hans Excellence.
Han samlede Tæppet om sig, sprang ud af Sengen, aabnede Døren og løb gennem Spisestuen ind i Dagligstuen. Vaagekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Hagen var falden ned paa hendes Bryst, Munden stod vidt aaben. Der var noget skrækindjagende ved Stuen disse Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede Lyset, Skyggerne laa skumrende over alle Møbler.
Konferensraaden løftede det vanføre Hoved og der skød som et gult Lyn frem fra hans seende Øje: -Lad ham komme ind, sagde han og Konferensraaden talte fuldkommen tydeligt: -Jeg har ventet ham. -Vel, Hr. Konferensraad. Konferensraaden havde løftet den højre og sunde Arm: -Tag Puderne bort, sagde han. -Ja, Hr. Konferensraad. Frøken Erichsen gjorde det. -Og Skærmen af Lampen. -Ja, Hr.
Og hun førte lange, sentimentale Samtaler, han ikke forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde: -Urne Urne, dog ... Og han følte hendes forskræmte Hjerteslag, mens hun lænede sig op til ham. Nu slog hun Skærmen dybere for Lampen og spillede en Vals. -God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det første Ord ... Var det morsomt? -Aa saa som saa.
Dér sad han saa gemt helt inde og lyttede og saá hen paa Moderen, som sad saa lys under Lampen med hele Skæret ned paa Ansigtet og paa Skilningen, der lignede en lysende Stribe op efter i Haaret. Stella løftede Hovedet og saá under Skærmen hen paa ham, han sad helt sammenkrøben med Hovedet mellem sine Knæ og rokkede. "Sover Du?" spurgte Stella. "Nej," sagde han henne fra uden at røre sig.
Baronessen strakte stønnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen: -Vil De være saa elskværdig? sagde hun. Sygeplejersken løftede Skærmen, saa Lyset flød ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev staaende, uden at røre sig, ved Sengens Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende. -Sæt Skærmen paa, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev mørkt paany.
Dagens Ord