United States or Belgium ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han samlede Tæppet om sig, sprang ud af Sengen, aabnede Døren og løb gennem Spisestuen ind i Dagligstuen. Vaagekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Hagen var falden ned paa hendes Bryst, Munden stod vidt aaben. Der var noget skrækindjagende ved Stuen disse Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede Lyset, Skyggerne laa skumrende over alle Møbler.
Den døende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet. -Hold dog, sagde Vaagekonen. Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun. -En Ske dog, Tungen. Katinka sank tilbage der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnede Læber gennem de sammenbidte Tænder. Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en anden med Lyset. -Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet.
Hvor Voksstablens Lys faldt stærkt paa hendes Haand! den skinnede mellem Haaret. William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Aande, lod Portièren falde bag sig og gik forbi Vaagekonen ind i sit Værelse. Men sove kunde han ikke. Undertiden, naar han saaledes laa vaagen, gik Faderen gennem Værelset.
Marie holdt det, rystende over hele Kroppen. -Aa, Jøsses, aa, min søde Frelser, blev hun ved at sige ... aa Jøsses ... aa ... min søde Frelser.... Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen ... Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den døendes Tænder. Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt. Katinka slog Øjnene op.
Vaagekonen sad ved Sengen og holdt hans Puls, Excellencen saá paa Uhret over Sengen, spurgte: "Den bli'r svagere?" "Ja, Deres Excellence." Atter Tavshed. Foran Sengen Vaagekonen, knælende, ubevægelig; Excellencen rolig, skinnende bleg med lukkede Øjne. Saa det samme Spørgsmaal og det samme Svar. "Ja, Deres Excellence." Ordene faldt som en Spade Jord paa et Kistelaag. Og igen ganske tyst.
Ida kunde næppe tale. Vaagekonen rystede paa Hovedet: -Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun: -Nu sover hun. De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov. -Saa gaar jeg derind, hviskede Ida. Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik saa hun paa Moderens Ansigt. Saa satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, paa Gulvet uden at drage Aande.
Han rodede omkring paa det iskolde Gulv for at finde sine Klæder, kom til at ryste, saa han næppe kunde holde sig oprejst, fandt endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen stod Vaagekonen midt paa Gulvet, begge Pigerne græd ved Døren. De saá paa William, og Vaagekonen sagde, det var et slemt Øjeblik at komme over. Saa kom Nina ud fra Kabinettet.
Lille Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu. Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale ... Saa var hun død. Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med hendes Bedstemoders Lig.
Høg var gaaet ud, og Lægen gik hen til Nina, gav hende et Brev og sagde, at hendes Moder havde bedt hende læse det sammen med William. Nina græd voldsomt, Lægen kyssede hende paa Panden, bad hende være rolig og gik ud for at tale med Vaagekonen, som ude i Spisestuen havde travlt med at rive Shirting i Stykker, sy Rosetter og knytte Sørgeflor.
Han søgte om et Skriftsted, men fandt det ikke. -Ja, sagde han saa, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem. ... Der var blevet stille. Man hørte kun Uhrenes Gang og Vaagekonen, naar hun sagte flyttede sig. Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede til og fra. -Sover hun? hviskede Ida. -Endnu er hun vaagen.
Dagens Ord