Hverken Nina eller Sofie sagde noget, de saá blot op paa samme Tid, sænkede saa igen Ansigtet over Sytøjet, hvor de sad henne under Lampen, og blev stille ved at sy. William satte sig paa Puffen i Hjørnet med Hovedet lænet til Væggen. Heller ikke han talte; man hørte kun Olien koge i Lampen, engang imellem et Vindstød mod Ruden.

Lund bare lo: -Naa, født Silfverhjelm Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn under Mogensen paa sine Kort kunde s'gu nok blive færdig med at sy sin Smule Skørter i Haanden. -Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil være blandt de første til at ha'e en Ting. -Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at tænke paa, saa er det jo rimeligt.

Sofie tændte, hun saá til Kakkelovnen. "Jeg stænker Eau de Cologne paa," sagde hun. "Ja, William holder saa meget af Parfume." Nina saá til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par Assietter. "Nu kommer han vist straks," sagde hun og kom ind i Dagligstuen. "Klokken mangler et Kvartér." Sofie satte sig til at sy, Nina sad og nynnede henne ved Klaveret.

-De kan da blive et Minut, sagde Moderen, lad dog de Unger sy. Men Jomfru Stine var ude igen i en Stue bag Gangen, hvor syv Pigebørn med Musehaler syede Linnedsyning med sammenknebne Munde. Jomfru Stine var lang som et Mandfolk og senet som et Øg. Hun havde Stave-Hold om Formiddagen og Sy-Hold om Eftermiddagen. Hun fik en Mark om Maaneden af Sy-Holdet pr. Hoved.

Hun havde nu sendt dem af i ti Aar. -Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst. -Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen. -Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' ømt paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken. De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig.

Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet: -Hvad er Klokken. -Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen kom op om Aftenen. -Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The.... Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy.

-Man skal jo syne Kunstværket, sagde han. -Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt. -Ja; men Fanden véd, om det holder. -Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel være rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.

Da man skulde sy Ligskindene om hende, begyndte pludselig hendes Aarer at svulme, og snart levede hun op igen. Saaledes gik det hende ogsaa, anden Gang hun blev syg og døde. Men da hun tredje Gang blev syg, havde hun igen en Drøm paa sit Leje.

Ilden lyste mod den brunlige Paryk den havde saadan underlig opstaaende Kanter og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv. Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig. -Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.

Det stod hun lidt og tyggede paa, før hun svarede: Tror du, din Far var noget for din Mor. Du faar en Mand med Skillinger og en pæn Gaard, og det andet jævner sig smens nok. Du er jo en helt flink Pige til at lave Mad og stoppe og sy, og er det Guds Vilje, at I skal have Børn, faar du jo ogsaa dem ..... Jeg tog hende under Armen og vilde have hende med ind gennem Skoven.