United States or Tonga ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hendes Naade blev ved at tale og højere, mens Hans Excellence lyttede: -Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade. Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte. -Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade. Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre. Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den tændt, før han satte sig til sit Bord.
De to Damer fra Vallø gjorde en Bevægelse med Hovederne som et Par gamle Høner, der faar en Sjat Spildevand i Øjnene, medens Hans Excellence vendte sig mod en Herre med Træben, der just var kommen ind: -Véd De, Baron, hvorfor man slaar Tyrkerne ihjel? sagde han. Baronen vendte sit firsindstyveaarige Kadetansigt mod Excellencen: han vidste det ikke.
Man troede uvilkaarligt, at han ejede intet mer af Krop end sine blege Hænder. Konferensraaden havde næsten faaet rejst sig: -Gaa, gaa hvad vil De....? Og Døren lukkedes igen. Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag: -Saa Du aagrer endnu? -Saa dine Sække er ikke fyldte nok endnu?
-Det var det Hele, naar man kendte det. Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde: -Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen gad læse, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.
Den nye Tid havde større Krav og haabede at bære i sit Skød en større og rigere Lykke. Men man burde sænke sine Faner for hver den, der, som denne Mand, indenfor sit Syn var det end snævert havde gjort sin Pligt og ydet sit bedste. Hans Højærværdighed var national-liberal ... Saaledes blev Excellencen Høg begravet.
Den rullede ind gennem Porten i det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset. Hans Excellence steg ud. Døren havde ingen Klokke, men kun en Dørhammer, der ligesom ikke vilde mere. En Pige lukkede op: -Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen. -Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.
Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket. -Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind. -Hendes Naade har ringet. -Og min Søn? -Hr. Fritz Hvide er gaaet ud. -Hm. -Bring mig Journalen.
-Paa de Tider, som gik, sagde hun og stødte pludselig sit Glas mod Faderens, mens hendes Ansigt, et Øjeblik, blev saa blegt som Perlerne om hendes Hals. -Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta? -Ja. Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilfærdige Stemme: -Før vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det, tror jeg, vi har Tid til at have Venner.
Det ruskede i Døren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset. -Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg: -Hans kongelige Højhed. -Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod Sønnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser og Liv var skrevne deri: -Jeg kommer, sagde han igen. Georg slap Døren.
Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde hans evige eller eneste Tanke : -Og det gaar saa daarligt med Serveringen. -Saa skulde han la'e vær', sagde Excellencen. -Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans Klæ'er. -Farvel. -Hans Excellence vendte sig og Døren gled til. -Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.