-Fritz, sagde hun og løftede sit Hoved, som saá hun endnu for sig det skønne og flammende Træ: -Fritz, det var saa dejligt.... ... Der er endnu ét. Saa var der ikke flere. Alle Lys var tændt mellem det glitrende Sølv. Moderen stod tavs i Træets Glans. -Det er den trettende Jul, vi tænder her, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig mat.

Der er gjort seks Attentater paa mit Liv i det sidste Fjerdingaar, men endnu er det ikke lykkedes dem at ramme mig. Ja, De vil neppe tro det, men selv i dette Øjeblik er der to Kinesere, som forfølger Dem ned ad "Strand". Tusmørket er faldet paa, og De kunde jo muligvis gaa ned ad en Sidegade og saaledes give dem den Lejlighed, de ønsker. Det er delvis derfor, jeg vilde have Dem op i min Droske."

Christensen havde faaet saadan noget bevægeligt ved Næseborene, da han kom op om Fru Feddersens Plads, hvor man endnu fornam hendes Parfume. -Hun er forresten osse en stadselig Dame endnu, havde han sagt til Julius. Over Damerne var der faldet Ro efter Kaffen og nu, da Herrerne var gaaet.

Tine loftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste ikke, at hun laeste og laeste atter og atter de samme Ord deri: "Hvorfor skriver Henrik saa sjaeldent, og naar han skriver, saa kort og hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i den sidste Tid." -Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort.

Den graa Novembermorgen gik op over Stokholm, uden Gry, ulystelig; de første Tegn paa Liv og Bevægelse var en Skikkelse, der bugtede sig et Par Gange, idet den fløj tilvejrs i Galgen. Op paa Dagen begyndte Folk at komme frem og se, hvad der var forefaldet. De halshuggede laa endnu paa Torvet i en Vask af Blod og Natteregn. Soldater stod Vagt og friskede sig med Øl og Vin i det ramme Vejr.

Snart efter sad vi paa Dækket under Solseilet og saae Huset glide os forbi; den grønlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af Lysthuset. Vi seilede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder Königstein, der nu traadte frem ligeoverfor den, med Sollys paa sin Murrand og paa de smaa Vagttaarne.

Han var som Følge deraf mere moden end vi andre. Jeg holdt fra først af meget af ham. I en af de følgende Klasser blev han siddende, og han blev først Student Aaret efter mig; men derfor skiltes vi ikke. I Skolen, i Studenteraarene, og endnu mere efter at han var bleven Præst og Biskop, have fælles Interesser, Lighed i Anskuelser forenet os i hjertelig Fortrolighed.

Al hans Angst brød frem paa én Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagens Begivenheder Ansten for Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen imorgen end for Natten. I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, før han havde fundet Lys og tændt....

Ja, de stod lidt stille i Luften, og Sigrid tog ham i Haanden. Saa fløj de vidt og svimlende højt, men Axel syntes i dyb Søvnighed, at de maatte endnu langt videre ud i Himlen, det bares ham for, at der var en Udsigt ved Verdens Ende, som de maatte se. Men da de havde fløjet længe, gav Sigrid efter, hun blev tung og begyndte at klage sig, og da styrtede de begge ned. Axel vaagnede.

Men paa det gamle Relief fra Selinunt ses allerede Pegasos springe om paa Jorden, før Medusas Hoved er hugget af, mens hun endnu er i Flugt. Den primitive Kunstner vil have det hele med.