United States or United States Minor Outlying Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Borgerne i Lybæk fik noget at korse sig over. Mikkel laa betænkelig syg i to Dage, saa kom han sig og kunde staa op igen. Men han var meget svag og gik ved to Kæppe. Samme Dag, som han rejste om Eftermiddagen, blev Zacharias og Carolus brændt om Formiddagen, Mikkel var henne paa Torvet og se det.
Hovederne dukkede ned bag de opslagne Kraver; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet slaa op om de trampende Ben ... De lange Rækker saá ud som et mørkt Legeme. Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage paa Fortovet. Hornene kaldte uafladelig. Saa lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden sprængte forbi, Slængkapperne flagrede i Stormen, Hestene stønnede Stella genkendte Prinsen.
Axel kendte Mikkel Thøgersen og flere af sine Kammerater dernede. Axel var bleven rolig igen, han stod og saa, hvorledes Jørgen Homuht ledede og kommanderede Bødlerne, idet han pegede med sin behandskede Haand, han var i sin fineste Puds. Der laa mange Hoveder nu, de sad paa den blodige Jord som Svømmere, der træder Vande. Blodet flød ud over Torvet og dannede en Figur som et kæmpestort Bogstav.
Og angst løb jeg hjem, og nærmede jeg mig Torvet, turde jeg alligevel ikke gaa hjem. -Tænk, om det var sket.... En Dag havde Fader givet Ordre til, at at han ikke vilde forstyrres. Ingen maatte gaa ind til ham. Jeg vidste, hvad det betød, at det var det yderste. Jeg gik ind i Kontoret. Fader sad ved Skrivebordet. Jeg stod lidt og ventede.
»Tys, tys, jeg har Ingenting sagt«, sagde Præsten. »Ti bare stille, ellers faaer jeg Skjænd hele Dagen imorgen af Andrea Margrethe.« For at afbryde denne Samtale kaldte Andrea Margrethe paa Pigen og bad hende tage Thetøjet bort. Saa sadde vi atter ledige paa Torvet. Præsten holdt ikke af Kortspil, saa denne Tidsfordriv kunde vi ikke tye til.
Paa Torvet, hvor alle Landets Herligheder var udstillet til Købs, og desuden indført Bomuldstøj, Smykker, og Spiritus, herskede en frygtelig Trængsel og et øresønderrivende Spektakel. "Slavekongen" og hans Adjudant Coimbra ledede selv Opstillingen af de Slaver, som han vilde skille sig af med.
-Ja, sagde Adolf, da Drosken var kørt, Gud véd, hvad nu egenlig den Kongres har kostet os. -Kostet? sagde Berg. -Ja, det er s'gu ikke paa den Slags Forretninger, man tjener ... De hører til Driftsomkostningerne, sagde han. De vandrede forbi »Hesten« ud ad Bredgade. Hele Torvet laa forladt og stille. Ikke var det Nat og ikke var det Dag om de slukkede Lygter.
Han spankulerede først hele Torvet rundt i højtidelig Etmarsch og med mange sælsomme Bevægelser, og den halve By travede i Hælene paa ham og gjorde alle hans Trin og Gestus efter. Det hele Optog saa ud som en Procession af Aber med en Kæmpeabe i Spidsen. Lige imod den kongelige Residens styrede den store Mand sine Fjed, og Dronningen gik ham selv imøde.
Ellen blev selv rød og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort fra Scenen, og saa ud over Tilhørerpladsen, saalænge Théo sang. Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil Tæppet faldt. De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs Dæmningen. Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl bød Ellen sin. Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet.
Det er nok forøvrigt det, som man kalder at skumle, og Mange have forsikkret mig, at det er den største Nydelse, man kan have paa et Bal; dog kan jeg ikke sige, at jeg havde synderlig Glæde deraf, men maaskee det kom af, at jeg var alene derom. Ret længe fik jeg imidlertid ikke Ro til disse Betragtninger, thi Præsten kom hen til mig og sagde: »Hvorfor staaer De ledig paa Torvet, Nicolai?«
Dagens Ord