United States or Curaçao ? Vote for the TOP Country of the Week !
Aa nej. Spil lidt. Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdæmpet Melodi efter Melodi. Katinka laa stille med Hænderne paa Tæppet. -Agnes, sagde hun: Syng den ... vil De ikke. Det var Sangen om Sorrent. Agnes sang den med sin mørke Altrøst.
Hvad det dog var for en Sang saa blød ... Hun lænede sig længere frem, og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand, mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ... Weil sie gestorben ist Weil sie gestorben!
Jeg havde forladt det under Angst og Sorg, men opfyldt af en eneste Tanke, Tanken om at værge Danmarks Ære og Liv, der fik et saa mægtigt Udtryk i Sangen: "Dengang jeg drog afsted", og som, da vi maatte vige for Overmagten, trøstede sig med: "Gud han raader, naar vi fange Seir igjen!"
Da Sangen var forbi, og der var raabt »leve« for Forfatteren og Hr.
Endnu en Gang sang gamle Evale den nye Sang for sin Kone; og han sang den med alle Ordene. Saa følte de sig trætte af alt, hvad de havde hørt og set, og lagde sig til at sove. Men da de vaagnede næste Morgen, havde de glemt Sangen begge to, ganske som man om Morgenen kan glemme det, man drømte om Natten. Og alt, hvad de huskede, var, at den var saare dejlig.
Der er ikke Tanker om, at Mennesker sviger; der er ikke Tanker om, at Mennesker, de blev forladt. Det er kun Elskovens Lys, der pludselig sluktes og det er Nat. Skønt er Solens Lys og Sol rinder alle Dage: alle kan Solen se. Men den , der aldrig saá Elskovens Lys tændes og slukkes brat, han kender ikke til Dag og han véd ikke af Nat. Sangen døde hen. -Hvor den Vise er køn, sagde Tine.
Men pludselig afbrød Qvam Sangen: -Skal her synges, skal her ogsaa være Mørkning. Og han gav sig til at puste Lysene ud i Armstagerne, mens Frøken Friis lo og hjalp ham. -Saa, sagde Qvam: nu ogsaa de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne. Og Idas smaa Lamper lod han brænde. -Men saa maa vi ogsaa aabne Kakkelovnsdøren, sagde Frøken Kjær.
Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da havde de alle været i Live. Men nu. Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af Kirken og hen imod ham. Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham. De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham, ham.
»Vil De ikke synge den for os?« »Jo gjerne«, svarede Andrea Margrethe noget forundret over dette pludselige Forlangende. Først da hun kom til Slutningen af Sangen, og jeg ovenikjøbet havde den Dristighed at stemme i med ganske sagte: »Roselil blev saa rød som et dryppende Blod« først da forstod hun, hvad jeg havde meent.
Det maatte jeg først se. Det er saa morsomt. At høre Sangen, og at se dem gaa Saa langsomt gravitetisk hen med Liget. Selim. Hvi har Du ikke sagt mig det, saa var Jeg gaaet med. Hvem blev idag begravet? Min Fader. Selim. Hvad? din Fader? er han død? Aladdin. I Forgaars Aftes døde han. Selim. Og derom Har Du ej talt et Ord? Aladdin. Saa har jeg glemt det. Selim. Og sørger ej? Aladdin.