United States or France ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel mærkede hun Mændene smile og Kvinderne se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede han sig ned og talte til hende. Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel næppe nok. Men han havde saadan en fast, blød Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid til, og som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og hun svarede meningsløst.
Den skal føre Dig hen til et stort Hus, foran hvilket der staaer to Træer, inde i hint Hus boer en gammel Mand med et langt hvidt Skjæg; han skal forkynde Dig om Christus, og da skal Du komme til at troe paa ham, thi Guds Visdom er større end din Daarskab.« Thjodolf var bleven mere blød i Hu end sædvanlig ved Ynglingens Fortælling; men da han atter kom op paa Dækket, saae han, hvorledes Solen gik ildrød ned bag de kulsorte Skyer: det var Odins Øie, der mørkt og truende saae paa ham. »Det er dog idel Kjærlingesnak Altsammen«, meente da Thjodolf, »og jeg er en Daare, at jeg laaner Øre dertil.« Han befalede sine Mænd at gaae ned og hente Ynglingen op for at offre ham til Odins Øie, men hans Mænd kom tilbage og sagde ham, at Ynglingen var forsvunden.
Manden var ifærd med at rejse sig, da et Reb blev kastet over Hovedet paa ham bagfra og med mærkværdig Behændighed slynget et Par Gange rundt, saa han var bundet fast til Stolen, inden han fik sig rejst. Foran ham stod en høj Mand, iført lang, mørk Ulster, smøget op om Ørene, en stor blød Hat paa Hovedet og sort Maske, saa Ansigtet var fuldstændig skjult.
-Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sønnesønnen hans Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, næsten ængstende blød og han lukkede Skuffen. Hans Excellence lo: -Erindringer, sagde han: Erindringer vi har Væv nok. Erindringer hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer.
Ida skar Smørkagen for hun havde lidt mange Smaabevægelser, naar hun var saa glad : -Den er fra Vimmelskaftet, sagde hun og gjorde et Kast med sit Hoved med en Bevægelse, der egentlig var Olivias. -Gud bevar's; Karl tog et Stykke: Ja, Du stryger s'gu rundt, sagde han med lidt blød Stemme. -Ja, lo Ida og nikkede. Hun havde faaet den Vane at gøre saadan mærkelig runde Øjne, naar hun var glad.
Det havde været Hjem Hjem for ham, der aldrig selv vilde faa noget Lunhed og blød, kærtegnende Hygge. ... Hvor han godt huskede den første Aften, han kom der den Aften, da han flyttede ind. Frøken Anna var den Gang lige bleven konfirmeret. Den lange Kjole havde været hende saa ubekvem det saa ud, som om hun hele Tiden vilde sparke den af sig.
Hendes Stemme var dæmpet og blød, og Ordene, som hun fandt, var fine og vemodige ... Hun fortalte ham om sig selv, om sin Kunst, der var hende en stadig Søgen, om Sorger, hun larmede bort, om hvordan hun stedse søgte Mennesker og kun fandt Mandfolk for Kvinderne dem var hun jo forlængst færdig med, saadan som hun var. Og Flyge sad og lyttede.
Og naar han smilede til hende, saá hun paa ham med et forbavset Blik, der spurgte, hvorfor han betragtede hende saaledes.... Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forklarede hun ham, hvad Komponisten nu fortalte. Hun talte paa en blød, kælende Maade som en Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn. Og saaledes var hun hele Aftenen.
Han blev ved at have saadant et mildt Væsen og en blød Stemme, mens de sad endnu en lille Tid. Men Opvarterne, der begyndte at blive utaalmodige, slukkede de sidste Gasblus, saa Mørket trængte ind til dem. Der var ikke andet Lys end Lyset fra Kandelabrene. Ida saá ud mod det skridende Mørke: -Nu er det forbi, sagde hun. -Næste Gang bli'er det Dem, sagde Karl. -Ja, sagde Ida hastigt og glad.
Saa paa en Gang reiste Carl sig og gik hen og tog hendes Haand. -De er da ikke vred, fordi jeg er kommen hjem? sagde han. De maa ikke være vred. Tonen var saa mærkelig blød, og han blev ved og ved at trykke hendes Haand. Ellen saa lidt paa ham: Vred? Hvorfor dog det? Og hun var saa besynderlig nervøs, at hun fik Taarer i Øinene. Lidt efter kom Fyrstinden og Grev Urne tilbage og Akten begyndte.