Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juni 2025
»Skaal,« sagde jeg. »Skal vi saa trække Dem af Grunden, ellers vil jeg fraborde nu. Den ligger jo og hugger, saa læns den er, Skuden. Jeg vil dog nok bjerge mig selv i Tide.« »Jeg vil til Frederikshavn,« hylede Tøsen og dunkede Kaptajnen paa Pæren. Den gav efter, den var blød. »Well!« snøftede Kaptajnen. »Saa gaar vi til Frederikshavn!«
Og naar han saa viste sin Glæde i alt dette pludselige og umotiverede, det næsten kaade, der var eiendommeligt for hans Væsen, som bestod af Udbrud, da kunde hun reise sig taus, gaa hen imod ham og betragte ham med et Smil men hendes Øine var fulde af Taarer. Og hendes Stemme var blød som et Kærtegn, naar hun sagde til ham: -Carl hvor De dog er et Barn. Hun vænnede sig at kærtegne ham.
Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og uens som bankende Feberpulse i hans Tale.
Det var saadan en blød og nænsom Gliden, frem og tilbage længe. Sommetider faldt Maria Carolina i Søvn, med Hovedet ind mod Onkels Stolearm; sommetider kom hun til at græde. Onkel Otto Georg tog hendes Hoved mellem sine Hænder, og med sin besynderlige, trætte Stemme, der kun havde én Tone, sagde han: Oui mon enfant ... mon pauvre enfant .
Og kjøn var han ogsaa du, smuk og imponerende til det sidste. Slank og elegant og smidig, og saa denne Stemme, som du husker, der ikke vidste, hvad det var at skrige eller blot at blive skarp dirre kunde den kun, i stærk Bevægelse men som altid rullede Ordene saa ligeligt frem lige som over blød Filt. Det var blevet Skik, at vi først spiste Frokost Klokken et, naar "den hede Tid" var ovre.
Hvad det dog var for en Sang saa blød ... Hun lænede sig længere frem, og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand, mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ... Weil sie gestorben ist Weil sie gestorben!
"Ja, De kan nok blive Skuespiller," sagde William. "Tror De?" Aandeløst. "Det tror jeg vist, De kan " "Ja, det tror jeg egentlig osse selv," sagde han saa og smilede. William saá ikke mere af Komedien, men gik ind i Buegangen, dér spadserede han frem og tilbage. Han syntes aldrig, han havde været saa blød i Stemning nogensinde før.
Han slap hende, der var kommet en besynderlig Ladhed over ham siden Graaden, og han laa ganske stille paa Tæppet. Hvor det dog var en blød Melodi! Det var, som om han faldt i Dvale, hen i en sød Hvile. Og hvor han længe havde trængt til Hvile saa længe. Hvor blødt det var! Han løftede Hovedet cg saá paa hende.
Min Haand ligger tæt ved hendes ... nu rører de ved hinanden. Huden er blød og varm, og jeg kan mærke Blodet banke helt ud i hendes Fingre. Hun vender Ansigtet om imod mig ... Sneglen er naaet til Overkanten af Stammen og begynder forsigtigt at krybe nedover. Længe bliver vi siddende. Tungt aander Jorden.
"Jeg skal læse for Dem en halv Times Tid, og saa overlader jeg Dem til Dem selv indtil Frokost. Saa skal jeg lægge Deres Sager i Orden for Dem, saa De kan staa op." Hun tog en Bog, satte sig ved Vinduet, aabnede den og begyndte at læse. Hendes Stemme var blød og musikalsk, og hun tolkede Forfatterens Mening med stor Dygtighed.
Dagens Ord
Andre Ser