United States or South Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
To Maaneder efter, en Aften hjemme i Helsingborg, netop som Styrmanden skulde ud med et nyt Skib saa sprang han overbord i Havnen og druknede ... Og Kaptajnen! Han fik hurtig andet Skib at føre, og hans første Rejse gjaldt Amerika, dèr forliste han Skibet i la Plata Floden. Alle Mand blev reddede undtagen Kaptajnen. Han #vilde# nok ikke, hed det sig, og gik til Bunds med Skuden ...
Men værre var det dog for Fiskerne, som havde Tørnen Vinteren igennem og for Søfolk, som rakkede med Skuden derude i Søen ... Altsaa: nu var Vagten sat, og nu skulde der kigges nøje efter Skibslanterner og Nødblus kigges ud i dette Nattemulm, der alle vegne var fyldt af Sandets Ørkenknog og af flyvende Skumtotter, som overklistrede Ansigtet.
Et Par Timer efter sank Mercator. Den huggede haardt. Vi blev i Klitterne om Natten og saa' derud og haabede, Skuden skulde holde. Men de to Master faldt. Saa var der ingenting mere at vente paa, alt var forgæves. Det var Morgen. Der kom Folk til og bragte os her op til Gaarden ... Færdig.«
Anna Fabricius havde været i Frederikshavn med sin Fiskelast og faaet den solgt og nu laa den en Søndag Morgen øster ud for Skagen By opankret og vrikkende for stiv Vestenkuling, og ingen af Besætningen kunde under saadanne Forhold forlade Skuden og aflægge Hjemmet derinde blot et nok saa kort Besøg.
Saa satte vi Sejl ad jydske Kyst. Henad Klokken ti om Aftenen var vi nær ved Revlerne. Men Braaddet syntes os for stærkt til, at vi turde lade Skuden stryge ind, saa ankrede vi den paa fem-seks Favne Vand, satte Skibsbaaden ud og slap da ogsaa i Land, som De ser. Men rigtignok kneb det, Baaden blev fyldt og var synkefærdig, ligesom vi fik Bund i Landingen. Saa sprang vi ud og reddede os.
Søfolk er kendte for deres Tilbøjelighed til altid at ville holde Luften lun i Kahytten; de aabner nødigt Dør og Skylight, de faar Luft nok paa Dækket, siger de. Ondskabsfulde Landkrabber paastaar, at Luften ude paa Havet er saa frisk og bakteriefri, netop fordi Søfolk aldrig lader den stramme Kahytsdunst slippe ud ... Jo mindre Skuden, des værre Luften.
De pumpede Vandballasttankene læns nu, saa skulde de nok slippe ud ved egen Hjælp. »Den gaar aldrig,« advarede jeg. »Om vi faar en Smule Vind, risikerer De, at Skuden bliver slaaet i Smadder. Og saa bliver det galt med Folkene ogsaa, at faa dem i Land.
Skuden har Ankeret ude, Klyveren er halet ned, Fokken rullet sammen, og mod dens brune Sejldug lyser Lanternen, der giver det dugvaade Dæk et rødligt glinsende Skær. Over hele den nordlige Himmel sér man alle Spektrets Farver i de blødeste indbyrdes Overgange lysende med den reneste Klarhed en uforglemmelig koloristisk Nydelse.
Søfolkene skyndte sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissionæren naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham, og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin Handel om.
Da Broen var bleven lagt ind, gik flere Herrer i Land under munter og oprømt Snak, de begav sig straks op i Byen. En blev staaende, efter at de andre havde taget hjærtelig Afsked med ham. Det var Otte Iversen. Han ventede paa sin Hest, der var paa Skuden. Krigen i Sverig var heldig overstaaet, han havde tjent baade Ære og Fordel. Saa havde han taget Orlov, og nu vilde han hjem, hjem.
Dagens Ord