United States or Zimbabwe ? Vote for the TOP Country of the Week !
Selv Kaptajnen, Fru Weldon, hendes Tjenestepige, Nan, og den ellers saa uinteresserede Fætter Benedict viste sig og stirrede ud over Havet, ivrigt diskuterende, hvad det vel kunde være, man saa drive i omtrent tre Sømiles Afstand fra Skibet. Kun Negoro forholdt sig rolig i sit Køkken. "Det ser ud til at være en Tømmerflaade," mente en af Matroserne.
»Skaal,« sagde jeg. »Skal vi saa trække Dem af Grunden, ellers vil jeg fraborde nu. Den ligger jo og hugger, saa læns den er, Skuden. Jeg vil dog nok bjerge mig selv i Tide.« »Jeg vil til Frederikshavn,« hylede Tøsen og dunkede Kaptajnen paa Pæren. Den gav efter, den var blød. »Well!« snøftede Kaptajnen. »Saa gaar vi til Frederikshavn!«
Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde holdt patriotisk og populært Foredrag om: »Vore tusindaarige slesvigske Valpladsen«. Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig.
Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« sagde hun lidt fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa være det samme. Meningen var jo ligegod.« »Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen med Navn paa og alting.
Kaptajnen gentog da sit Løfte om den sjældne Gave, og Kancelliraaden var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var betalt og #det# kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen blev ved sit.
-Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede og brede Stemme, der var virkelig Løftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen. Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf: -Ja der ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornøjelser, som Folk vil ha'e. Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig.
Men Kaptajnen har saa telefoneret til Konsulen, og Politiet er blevet underrettet. Enden blev den, at man opsøgte os og satte os ombord med Magt. Torsdag altsaa sejlede vi. Vi skulde Skagen ind. Natten til Fredag fik vi Storm, og Competitor lækkede mér og mér. Til Mandag Morgen krydsede og huggede vi frem og tilbage snært ind under jydske Kyst.
Hun skyndte sig til Kaptajn Hull og bad ham om at tage hende, hendes Søn, Fætter Benedict og Nan, en gammel Negerpige, som havde været hendes egen Barnepige, med ombord og sejle dem hjem til San Francisco. "Vil det ikke være for voveligt for Fruen," spurgte Kaptajnen, "at foretage den 5-6000 Mil lange Rejse ombord i saa lille et Sejlskib?"
Da hun var i Tøjet, ringede hun, at hun vilde ha' noget at drikke, drikke sig Mod til kanske. »Øl! Gammel Carlsberg!« forlangte hun. »The, kan du faa,« sagde jeg, og nu blev jeg haard igen, »men Øl, ikke en Skvat, at du véd det!« Hun maatte pænt bælle sit Thepottevand. Ti Minutter fik hun saa, eller kanske et lille Kvarter, til at kysse færdig derinde med Kaptajnen. Hun kom forgrædt ud.
"Pas paa!" raabte Kaptajnen for sidste Gang. Men Baadsmanden var hjælpeløs, den tunge Baad, fyldt med Vand, vilde ikke lystre hans Styreaare. Han forstod selv, som Kaptajnen og Matroserne forstod det, at det var ude med dem. Alle sprang op med et Skrig, som langt og fortvivlet lød ud over Havet, og maaske ogsaa naaede den lille Klynge om Bord paa "Pilgrim".
Dagens Ord