United States or Bangladesh ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham kore med varmt Ol nu det var svaert saa det gav at kore med varmt Ol nu. -Og saa saa'n Krovling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsaetning da. -Ih nej, ih nej ih nej, Herregud Ane lob hen til det andet Vindue det er de Haardtsaaret' de er daekket te'.... Tine var der ikke mer. Hun stodte til Kroblingen paa Vejen, hun saa intet mer.
Hun vil jo selv bedst kunne skjønne, hvad hun skal gjøre, træng derfor ikke for stærkt paa, at hun kommer maaske hendes Cousine trænger endnu mer til hende. Aa, det har vist ikke saa meget at sige. Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere Dage af de Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De har altsaa ikke fortalt hende endnu, at De skal reise saa snart til England?
Men hans Ord blev æggende med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde netop den, han lod, som han ikke saa mer. Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del.
Hvorledes det gik til, veed jeg ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemøde, ved hvilket min Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig den blandede Følelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os.
Vi kastede Dræget og stønnede af os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede næsten ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de stive Korkbælter af os for vi avancerede kun en ringe Smule ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen, og saa kvittede vi Bælterne.
Selv vaklede hun ind til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens fortvivlede Ansigt. »August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa #er# alt Haab ude!« Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var ingen Trøst mulig mer. »Esther! Esther!« Stemmen kom fra det aabne Vindu.
Albuerne støttede mod Knæerne, og Hagen hvilede i Haandfladerne. Han sad og fulgte det, der skete foran ham med aarvaagne Øjne, som vilde han indprente sig selv de mindste Enkeltheder. Der blev snakket meget, og der blev drukket meget, og jo mer der blev drukket, jo højere gik Snakken. Og en af dem, der drak mest og snakkede højest, var Hans Joensen. Han var kendelig fuld i Dag.
For William ejede hendes altid gentagne Hilsen tusinde Nuancer, og hendes Smil, der for alle andre vilde have syntes det samme og altid paa samme Maade viste hendes smaa, spidse Tænder, nedsænkede ham den ene Dag i Fortvivlelse og gav ham den næste stormende Haab, eftersom det syntes ham lidt mer eller mindre straalende, mer eller mindre venligt.
-Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka. -Ja en Mængde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han havde været hos sig selv. -Ja, jeg tror det, sagde Katinka. -Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus. -Ja det var Bai den Kulde før Jul. -Og den holder Nytaar ind.... -Mener De?.... Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende. Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.
Himlen var sort som en Pløjemark, men Sneen laa som en svag Lysning over Tagene, mellem Husene, ud over Marken og op over Fjældet. Larmen fra Dansestuen tabte sig mer og mer. Det var som om Mørket og Husene slog sammen bag dem. Men Sneen laa lys og smilende og glitrede skælmsk op over Fjældsiden foran dem.
Dagens Ord