Fortsætter Efterfølgeren derimod sin Forgængers Værk, saa kommer der til Slutning en Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjønhed, som bliver staaende, og som vækker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er blevet til.

Angaaende ~Skrive-Øvelserne~ have vi, foruden hvad der ovenfor er bemærket, intet Særdeles at tilføie, da vi omtrent følge samme Methode, som de fleste andre Steder er brugelig.

Denne paafaldende Forskel paa Vandstanden ved Høj og Lavvande forbavsede Dick, der syntes at have lært, at Ebbe og Flod kun er af ringe Betydning ved det stille Havs Kyster. Men han huskede vel fejl, eller ogsaa skyldtes det den forrygende Storm og vældige Brænding. Alle Mand gik straks om Bord for at bjærge, hvad bjærges kunde af det, der kunde være til Nytte ved den forestaaende Ekspedition.

Naar der engang imellem var stort Selskab hos Biskoppen, følte jeg mig rigtignok tilovers og var ulykkelig, men naar Familien var ene eller næsten ene, hvor var der da hyggeligt!

Efter den Strid faldt der en svær Stilhed over Jylland. Til Graabølle kom der ikke mange hjem. Niels Thøgersen faldt ved Aalborg, hans ældste Søn var bleven efter i Slaget ved Svenstrup. Mikkel opsøgte Broderens Lig udenfor Aalborg og dækkede hans Ansigt til med Jord. Niels var falden som en hæderlig Mand, hans Bag var knust af en Kanonkugle.

"Aa, De maa ikke misforstaa mig; jeg tænker paa den stakkels Pige i Peking, der tror saa fuldt og fast paa Dem." "For Guds Skyld, tal ikke om hende, ellers bliver jeg en Kryster. Er De sikker paa, at der ikke er nogen Mulighed for Flugt?"

Skibsbaadene kunde dog ikke ses paa Søen. Om de ikke allerede var kæntrede, var der dog sikkert det værste at frygte for Folkene.

Han opholdt sig i Dagligstuen ved Siden af med sine Aviser. Men hvert Øjeblik maatte Fruen op af Sofaen og ind til ham og spørge, naar der var noget fra Fortiden, de to andre ikke kunde hitte Rede i. Hun skreg da ind i hans »gode« Øre: Hør, Far, var det Niels Hansen , der købte vores Wienervogn, Du véd ... eller var det Rasmus Poulsen ?

Det var en tør Julidag, de store Buske gul Snerle, der groede paa Vejkanten, spredte Honningduft over Vejen. Rugen modnedes paa Agrene i den varme Blæst. Sundet gik mørkeblaat, Skoven nede til venstre kuplede sig i den klare Sommerdis. Men Solen hældede til Vest, det kunde snart blive Aften. Mikkel fulgte Vognen fire Mil, uden at de rejsende foran ham vendte sig en eneste Gang.

Det var det sidste Aar, han holdt Forelæsning; han bar allerede paa den Sygdom, som Aaret efter lagde ham i Graven. Han bevægede sig langsomt; han syntes ret en Typus paa en Tænker. Der var i hans Foredrag aldrig noget Forsøg paa at være aandrig. Det vilde have været en Plet paa denne klare Fremstilling som ved sin Forstaaelighed og sit rige Indhold efterlod et saa uudsletteligt Indtryk.