Og han skrev et Brev af følgende Indhold: "Klaudius Lysias hilser den mægtigste Landshøvding Feliks. Denne Mand havde Jøderne grebet og vilde have slået ham ihjel; men jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham, da jeg erfarede, at han var en Romer.

Jeg undersøgte Glasset og opdagede, at det var saa fuldt, at det var umuligt at flytte det uden at spilde noget af dets Indhold. Saa sagde jeg til ham, at jeg var overbevist om, at det var fuldt. "Meget vel," sagde han, "i saa Tilfælde vil jeg give Dem et Eksempel paa, hvad jeg kunde have Lyst til at kalde 'Sjæl kontra Legeme. Det Glas er ganske fuldt, som De har set. Pas nu paa!"

»Ja hvad skal man da give dem at læsespurgte Gamle. »Det hører De jo: Aviserne. Der finder De et saare alsidigt Indhold, som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. De skulde høre, hvilke fromme Betragtninger Peer og jeg mangen Gang kunne anstille over Aviserne.

Erfaringen her lærer, at »Flors Haandbog i den Danske Litteratur« ingenlunde er dem for høi, naar man kun, som man bør, tillige benytter Bogens Indhold som Stof til alle Slags Betragtninger og Oplysninger.

Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, at jeg tilsidst vilde give efter, og han gottede sig godmodig over, at mine Undskyldninger, trods den bestemte Forsikring om det ganske Umulige heri, ikke just havde noget synderlig overbevisende Indhold.

Jeg fandt endogsaa paa et Indhold: hun var en Gaade, som jeg bestandig maatte gruble over; og »det bares mig for« dette Udtryk fandt jeg særdeles poetisk at hvis jeg kunde finde Løsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa være det, der »hævede livets Skat«. Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at rime, end sige da, at de skulde danne nogen Art rhytmisk Forbindelse.

Først tænkte jeg paa at foretage en lang Tur, men jeg gøs for at være prisgiven til mine egne Tanker og dømt til at skulle vende og dreie de samme Spørgsmaal i det Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk Familie-Roman af de reneste Intentioner og med et Indhold, som den forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. Middagsmaden lod jeg hente.

Derfor er Fjældet endnu blodigrødt.“ „Moder, kan du ikke mere af den Sang?“ spurgte Datteren. „Nej, nu har jeg glemt den, men Sangens Indhold kan jeg fortælle jer: I gamle Dage boede der her ved Ikamiut en Mand, Ordlêna, som havde en meget smuk Kone, Panôna. Skønt han holdt meget af hende, handlede han dog ilde mod hende, maaske af Skinsyge, fordi alle beundrede hendes Skønhed.

Det var det sidste Aar, han holdt Forelæsning; han bar allerede paa den Sygdom, som Aaret efter lagde ham i Graven. Han bevægede sig langsomt; han syntes ret en Typus paa en Tænker. Der var i hans Foredrag aldrig noget Forsøg paa at være aandrig. Det vilde have været en Plet paa denne klare Fremstilling som ved sin Forstaaelighed og sit rige Indhold efterlod et saa uudsletteligt Indtryk.

Æventyrets egenlige Indhold er mærkelige, opdigtede Fortællinger, som følger rask efter hinanden og fylder Tilhørernes Fantasi med Forbavselse. Heltens Navn spiller ingen Rolle; heller ikke Tid eller Sted. Et rigtigt Æventyr begynder med den velkendte Indledning: "Der var engang." Helten drager ud i "den vide Verden."