United States or Estonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg forstaar ikke dette .... Du elsker mig, siger du, jeg føler det, jeg vil ikke tvivle derom, men saa mener du tillige, at du elsker Stephensen. Det er mig en Gaade; jeg troer, at det ikke er Forelskelse, men Erindringen derom, hvad du føler for Stephensen, og det er for lidt til at binde sig paa for Livet, især da, naar en ny Lidenskab staar imod den den levende Følelse maa have sin Ret.
Da jeg endelig vendte mig om, saae jeg nogle Børn en halv Snes Skridt borte stikke Hovederne sammen, le og løbe deres Vei. De troer aabenbart, at jeg er gal og hvem veed, af Børn skal man høre Sandheden! Paa Tilbageveien kom jeg forbi den smukke Renaissance-Villa, som Minna og jeg spøgende havde kaldet vor. En ny Gaade!
Vi har ikke haft nogen, som man kunde kalde Mænd, her kun en Masse gamle, ækle Fyre om Efteraaret for at skyde Fasaner og spille Bridge med Fru Carruthers. Det er mig en Gaade, at de nogensinde kunde skyde noget, saadan nogle Antikviteter! Nogle af dem var Politikere og Ex-Ambassadører og saadan noget, og de fleste var saa fæle, som de vel kunde være.
I de sidste Dage var det gaaet op for hende, at hun maatte gaa lige til Bunden af den Gaade, der hed William Høg, hun maatte besejre dette Væv af Modstand og Træthed, maatte overvinde den besynderlige Følelsernes Blasérthed, der tilslørede denne Drengs Lidenskab. De var i Kirken. Hun spillede dæmpet, indsmigrende vemodigt. De havde næsten ikke talt sammen, da hun kom.
Jeg fandt endogsaa paa et Indhold: hun var en Gaade, som jeg bestandig maatte gruble over; og »det bares mig for« dette Udtryk fandt jeg særdeles poetisk at hvis jeg kunde finde Løsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa være det, der »hævede livets Skat«. Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at rime, end sige da, at de skulde danne nogen Art rhytmisk Forbindelse.
Jeg blev staaende meget længe, stirrende paa disse tørre Grene og Kviste og paa denne lille Tavle, som om det var en Gaade, der skulde og maatte løses, men ikke kunde løses.
"Hvad er det?" spurgte jeg. "Det er en Kvinde, der forvirrer éns Tanker, naar man ser paa hende. Nu synes jeg ikke, at jeg har noget at sige eller alt for meget." "De kaldte mig et Barn." "Jeg burde have kaldt Dem en Gaade."
Denne pludselige Lykke holdt sig de næste Dage, det var, som om den Handling, der ved denne Kærlighed var kommen ind i hans Liv, havde drevet de unge Drømmerier paa Flugt, og som om han i denne tidlige Krise var vaagnet af en Dvale. Kamilla havde givet sig hen. Hun havde, bestandig hidset frem mod Løsningen af den Gaade, hun havde digtet ind i Williams Væsen, tilsidst fremtvunget denne Løsning.
Det har altid været mig en Gaade, hvordan den er kommen dèr, for jeg opdagede snart, at Fru Jagemann aldrig opholdt sig her, men hele den udslagne Dag kukkelurede i det næsten fuldkomment mørke Kjøkken, hvor hun tilberedte og spiste sine Maaltider, sov og læste »Dresdener-Nachrichten«. I et Hjørne stod en Reol næsten helt fuld af grønne Bind, hvilke jeg strax gjenkjendte som Minnas Klassiker-Skat, Gaven fra hin barske Tante, der vilde plage hende som Spøgelse, hvis hun nogensinde skildte sig ved dem.
Men efterhaanden er det blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprøve. Har man nogensomhelst Pretensioner paa at høre til den Part af Befolkningen, der tæller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang; hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de.