United States or Liechtenstein ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten. Alle disse fire Aar hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys havde han anet, hvad der nu var sket ... Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham paa Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig og vidst det.
Jeg vilde se endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, men det flimrede for mine Øine. Ja, det er godt, Tak skal I have. Farvel! Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse havde præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned ad Ryggen. Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham.
Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene på Landjorden. Og han vilde gå dem forbi. Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!"
-Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde hun: -Han er den eneste, jeg er forskrækket for. Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig.... -Ja, men jeg véd ikke ... det er ligesom han lignede et Spøgelse.... -Et Spøgelse? -Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske. Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.
Jeg har i den senere Tid saa ofte haft ham i mine Tanker, set ham i Drømme og hørt ham tale ...« »Saa er det et Spøgelse!« erklærede Fruen bestemt, og man satte sig i Bevægelse til Hr. Stantons Hjem. Den Fremmede aabnede Døren og førte dem ind i en pragtfuld Dagligstue paa 1ste Sal. »Vær nu saa god.
Sognepræsten fulgte ham med Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet. Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal jeg tro?« Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale. »Hr.
Idet jeg nu tænkte efter, hvad Dom der vel kunde være mest passende for hende, faldt det mig paa Sinde, hvad hun Dagen i Forveien havde sagt om, at hun kunde see Spøgelser, og jeg besluttede nu selv at agere Spøgelse. Jeg dømte da, at Ejeren til det omhandlede Pant skulde gaae ud paa Kirkegaarden og tre Gange raabe sit eget Navn, og da skulde han eller hun see sin Tilkommende.
Kom kun og tag Tag, om du tør!“ Anase's Ansigt blussede af Ophidselse, og han svarede slet ikke paa mine Spørgsmaal. „Hvis han ikke forlængst har forskrevet sin Sjæl til Fanden, skal vi nok faa ham fat; men er han allerede solgt, saa kan han gøre sig usynlig, selv om han staar lige imellem os. Aa, det er dig, dit Spøgelse, som er Skyld i alt dette daarlige Vejr.
Men Moderen græd, naar han var gaaet, og Børnene var bange, for det var noget omtrent, som havde der været et Spøgelse. -Jeg vilde blot se Dem, sagde han, naar han gik, og han bøjede sig igen og kyssede Moderens Haand. Han kom for at kunne nævne dem, der var langt borte.... ... Men Moderen blev siddende i Juledampen, med sin Ungdoms Breve i sit Skød.
Og da det blev silde, var han der alene. Men Skibet var allerede midt på Søen og led Nød af Bølgerne; thi Vinden var imod. Men i den fjerde Nattevagt kom han til dem, vandrende på Søen. Og da Disciplene så ham vandre på Søen, bleve de forfærdede og sagde: "Det er et Spøgelse;" og de skrege af Frygt. Men straks talte Jesus til dem og sagde: "Værer frimodige; det er mig, frygter ikke!"