United States or Saint Lucia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men hans Prædiken om Aftenen mislykkedes totalt, og Sognepræsten meddelte ham det. »De har ikke nøje gransket, hvordan man bør prædike. Jeg havde ventet mig mere, Hr. Carr!« I Selskabet Mandag Aften var Sognepræstens Prædikener en Stund det almindelige Samtaleemne. »Udgiver De snart Deres Bog, Hr. Pastor?« spurgte en ældre Dame. »Saa aa?
Sognepræsten fulgte ham med Øjnene, og vilde næppe tro, hvad han saa: Carr var som forvandlet. Saa sikkert og fast alle Ordene kom! Der var ovenikøbet Lighed med Sognepræstens Prædiken sidste Søndag, og det samme Tema: »Hvad skal jeg tro?« Alle lyttede, Sognepræsten ikke mindst. Han sad med stive Øjne og aaben Mund, som hørte han et Spøgelse tale. »Hr.
Carr « stammede Præsten forvirret, da Gudstjenesten var endt. »Ja, Hr. Pastor?« »Hm hm der er noget, jeg vil spørge Dem om!« »Til Tjeneste!« »Eh æ jeg mener var det Deres egen?« »Min egen?« gentog Carr forundret. »Tror De, jeg prædiker andres Taler? Nej, saa uværdig er jeg da heller ikke det vilde jo være slet og ret Bedrageri.« »Ja naturligvis, ja ... vist saa. Det synes jeg ogsaa.«
Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til Præstegaarden. Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans Værtinde ind. »Ringede De?« »Næ æ.« Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager det Dem ikke?« »Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i Lag med Maden. Saa skyndte han sig atter til Kirken.
Pludselig kom en Skikkelse hen imod ham. »Hvem er det?« lød det barskt. »Det er mig!« Nu saa han, hvem det var. De stod lidt tavse. Carr rakte hende tøvende Haanden. Hun tog den, gjorde slet ikke Modstand. »Mimi! Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt, De var Præstens Datter ...« »Ja vel!« Hun lo. »Jeg vidste saamæn ogsaa, De var den ny Kapellan ...« »Hvad ... er det sandt! Aa Mimi «
I Kirken om Søndagen var der fyldt til sidste Plads som altid, naar Sognepræsten prædikede. Man anede jo ikke, han i Dag havde Forfald. Han havde for Resten i de sidste Dage til Kapellanen erklæret, at han alligevel godt kunde holde den Prædiken selv, men Carr havde nu forberedt sig, og Sognepræsten maatte lade det blive ved Aftalen. Kapellanen gik da paa Prædikestolen.
Der var dog saa rart!« Carr smilede lidt bittert. »Kan De huske Pastor Jorvis? #Han# er ikke Taler, og han sætter ikke heller Pris paa Kapellaner, der er det. Hans Prædiken kunde kun slaa til i 10 Minutter, og det fordrede han ogsaa af andre. Saa tog jeg derfra, nu en Lejlighed tilbød sig.« »Ja, det ser jeg unægtelig.« » Jeg hører jo tilmed, at Deres Fader skal være saa udmærket en Taler ...«
De roses jo overalt paa Egnen for eminent Veltalenhed.« Kapellanen smilede. »Ja ja, Opdagelsen maatte jo komme en Gang, da Tilfældet havde bragt os sammen. Vær rolig: Hemmeligheden bliver mellem os.« »Men De rejser virkelig ...« stammede Præsten efter den første Overraskelse. »Ja, det er jo en Aftale.« Præsten rystede energisk paa Hovedet. »Hr. Carr, det bliver min Ødelæggelse!
»Naturligt, naturligt!« bekræftede han og blev ivrig med et. »Svigersøn og Svigerfader! Det er smukt, det er godt, det er Menigheden til Efterfølgelse.« Saadan talte den gamle Præst, mens Sveden stod ham om Panden. Denne Pastor Dundas selvgjorte Prædiken havde virkelig for #en Gangs# Skyld gjort Lykke. Carr og Mimi beholdt hinanden. Kapitel I.
En høj, intelligent udseende Mand, som enhver var tjent med at faa til Svigerfader. »Jeg prædiker altid, Hr. Carr, paa en enkelt Undtagelse nær hver Søndag Formiddag hele Aaret rundt,« begyndte han myndigt. »Jeg lægger naturligvis meget Arbejde i mine Prædikener, saa Aftnerne vil jeg gerne helt have fri.« Kapellanen bukkede. Nu kom Fruen ind. »Hubert!
Dagens Ord