United States or Barbados ? Vote for the TOP Country of the Week !
Tilsidst standsede han foran Chatollet, aabnede det og stod noget lænet til Klappen, lukkede den inderste Skuffe op og tog et Billede frem. Han holdt det hen under Lampen og saá længe paa det ... Om Morgenen, da Bernhard Hoffs Værtinde kom ind, sad han med Lampen tændt og skrev ved sit Bord. "Men Gud bevar'es, Hr. Hoff, har De nu ikke været i Seng igen inat?" sagde hun.
Jeg er vis paa, at han ikke kan lide mig. "Maa jeg ikke køre Dem et eller andet Sted hen?" spurgte min venlige Værtinde, "eller hvis De ikke har noget særligt Sted at gaa hen, vil De saa ikke tage ud med mig?" Jeg sagde, at jeg vilde være meget glad ved det. Jeg følte mig saa forfærdelig ensom. Jeg vilde gerne saa længe som muligt opsætte at komme tilbage til Hotellet.
Da jeg sad og spiste den raadne Fisk, der var lagt ned paa et uappetitligt Gulv, hvor der blandt andet henstod Urinspande, blev et lille Barn holdt frem over Gulvet; jeg maatte tage min Mad til mig, for at det ikke skulde stænke derpaa; samtidig skulde jeg underholde mig med min livlige Værtinde, og det forekom mig et Øjeblik, maaske fordi jeg var træt, at ens Arbejde mellem primitive Folk ikke altid er idel Behagelighed.
Hun er dernæst til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at være Værtinde.
Der var ingen rigtigt gammeldags Personer som Montgomeries. Vi fik en dejlig Lunch, og jeg gjorde mig Umage for at være elskværdig og gøre mit bedste for at behage min kære Værtinde. Da de alle var gaaet, tror jeg, at vi begge begyndte at blive nervøse og længes efter, at Robert skulde komme. Saa talte vi om Gæsterne.
Og jeg gik ned ad Korridoren med Ulvehundene efter mig. "De er ikke en venlig Værtinde," raabte han efter mig. "Jeg er slet ikke Værtinde, jeg er Gæst," svarede jeg. Han fulgte efter mig. "Saa er De en meget ligegyldig Gæst, der ikke bryder sig om at glæde sin Vært."
Saa? ja, saa tager min Værtinde nok imod den. Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed? Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede Hovedet ned over nogle Noder, som hun bladede igjennem. Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig gemytligt, sagde Moderen. Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.
Men nu viste Sognepræsten sig atter, og Fader og Datter fulgtes til Præstegaarden. Kapellanen gik hjem til sin Middagsmad. Noget efter kom hans Værtinde ind. »Ringede De?« »Næ æ.« Hun saa, Maden stod urørt. »Hvorfor spiser De ikke, Hr. Carr? Smager det Dem ikke?« »Jo, saamæn gør det saa.« Tankeløs gik han i Lag med Maden. Saa skyndte han sig atter til Kirken.
Da jeg spurgte efter Vært eller Værtinde, løb hun hurtig bort paa sine bare Fødder, der satte vaade Spor paa Gulvets Savspaaner, og forsvandt ned i Kjelderen.
Det var altsaa muligt, at ogsaa det øverste af Afhanget tilhørte min Værtinde, og at den saa pludselig afbrudte Allé kun ventede paa en Fuldendelse af det paabegyndte Anlæg for at forene sig med en Gang fra Huset; dernede kunde følgelig de skyggefulde Promenader befinde sig.
Dagens Ord