United States or Norfolk Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner. Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham. Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit.
Men hun havde, Ellen, en egen Maade at bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule tilbage som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn. Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde.
Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. Men Abraham sagde: Barn! kom i Hu, at du har fået dit gode i din Livstid, og Lazarus ligeså det onde; men nu trøstes han her, og du pines.
Mange Børn legede i Kløften, og med dem var en Kone, der bar et Barn paa Ryggen. Det var den eneste voksne mellem Børnene. Lige ud for Kløften stod en gammel Mand og ventede paa, at Sæler skulde drage Aande. Sælerne kredsede under Isens Flager, men ingen turde stikke Snuden op mod Flagen, for de hørte Lyd af glade Mennesker.
Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtløst som var det skilt fra Kroppen: -Nej, jeg kan ikke ... -Nej, nej, det gør saa ondt. -Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som til et spædt lille Barn: -Nu kommer Doktoren. Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned. Ida stod i Krogen og græd stille. -Sover hun? hviskede Preben. -Ja.
-Huus, sagde hun og tog krampagtigtom hans Arm. Noget satte flygtende ud over Gærdet. -Det var et Par Mennesker, sagde Huus. -Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hænderne for Brystet. Hun blev ved at gaa tæt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede. De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka fór sammen. -Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn.
Jeg tror, at hun i Virkeligheden holder meget af Sir Charles." "Ja a a," sagde jeg. "Det er en underlig Verden, vi lever i, Barn," fortsatte hun, "og sand Kærlighed og Overensstemmelse i Karakter er saa sjældent forenede, men efter hvad jeg kan dømme, ejer De og Robert dem." "Aa, hvor jeg er glad over, at De siger det!" udbrød jeg.
Efter Middag tog Lady Verningham mig med over i en Sofa i en Krog. Her er der ingen Puder i Sofaerne som paa Branches; men heldigvis staar denne lidt afsides, og skønt den ikke er bekvem, kunde vi dog tale sammen. "De stakkels Barn," sagde hun, "De havde det kedeligt. Jeg iagttog Dem! Hvad kunde den McTavish finde paa at sige til Dem?" Jeg sagde, at han hed Mackintosh og ikke McTavish.
-Men ved De hvad, Vilsac, og hun talte noget roligere man kan fødes med de besynderligste Ønsker. Gjætter De, hvad der som Barn var mit høieste Ønske?
Hele Dagen vilde Stella være alene. Der var meget lyst i Kabinettet, baade Lampe og Kandelaber var tændt. Stella sad oprejst i Sengen og skrev Breve med Blyant, Ord, hvor hvert Skrifttegn havde kostet hende Smerte, og hvert Bogstav Taarer. Om Aftenen faldt hun i Søvn uden Sovemidler, hun sov roligt, med sundt Aandedrag som et Barn. William sad ved Sengen, da Berg kom ind. "Hun sover." sagde han.
Dagens Ord