United States or Nepal ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Hoved syntes for stort til Kroppen, som han holdt daarligt, saa at han saá endnu mere rundrygget ud end har var. Han havde faaet et Par meget tynde Ben at gaa paa og lange Arme, underlige, halvt kantede, halvt theatralske Bevægelser. Hans Gang var uéns og besynderlig.
Og hvad Hjertet angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar alene, men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en fornem Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem Fattige og Rige. Abigael . Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget meget paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen allerede.
Johanne var faret midt op imellem dem, og var faldet omkuld, havde rejst sig fortumlet og var faldet igen, medens Grisene i deres Forskrækkelse hvinende og skrigende var løbet hen over hende og havde traadt hende paa Kroppen og i Ansigtet. Dog, det havde mindre at sige, da hun var sluppet uset bort.
Mit første Blik søgte den flinke Arbeider; han stod i god Behold lidt til Siden for det Stenuhyre, som han havde fældet, og nikkede til os med et Smil, som om han vilde sige: »Den var lige nær nok.« Jeg understøttede Minna, som rystede over hele Kroppen, og fik hende til at sætte sig paa en Sten.
Men naar Brevene var skrevet mange Gange i Hovedet, var Beslutningen allerede blevet en Fantasi, der bare lindrede hende, saa længe, indtil Smerterne vakte hende igen. Undertiden greb Morfinhungeren hende i Theatret med uimodstaaeligt Raseri. Hun blev siddende, med sammenbidte Læber og rystende over hele Kroppen, for at hun ikke skulde forskrække Carl, der sad ved Siden af hende.
At det hænger paa Væggen der, er ligesaa nødvendigt, som at der hænger Diamanter i den gifte franske Dames Øren. Om man har Noget i Kjøkken og Kjælder faar blive, hvad det er, men Brillantørenringene og Malerierne, de er som Klæder paa Kroppen, Velanstændigheden forlanger deres Existens. Med Begjæret stiger Varens Pris.
-Ja hvor? hvor? gentog Madam Bolling forvirret og hun fortalte, tonlost, gentagende samme Ord, i Saetninger uden Mening: -At hun var der ikke at hun var gaaet op iaftes og var der ikke hun vilde sove deroppe iaftes og nu var hun der ikke nu var hun der ikke ... -Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun rystede over hele Kroppen.
Indtil de blegblaa og dirrende af Kulde maatte op og gav sig til at løbe med den stumpede Skjorte flagrende om sig, frem og tilbage paa Molen for at faa en Kende Varme i Kroppen. Men inde i Nabohusets Have sad det meste af Dagen en lille bleg Dreng. Han gik ikke i Vandet, soppede ikke, deltog ikke i de Andres Lege.
Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det: -Nei, han har givet mig det det er mit. Ellen ventede. -Tag det af. Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af. Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det Smykke af. Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket.
Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsværet, mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen. Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen.
Dagens Ord