Da de hørte den første tunge Gliden af Tæppet, der hævede sig første Gang, greb Adolf Herluf krampagtigt om Haandleddet og gik bort, i Angst, ned i Kælderrummet. Dekorationen, man saa, var en gammeldags Sal med store, aabnede Glasdøre i Fonden. Baggrundstæppet skælnede man endnu ikke ret.

Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det: -Nei, han har givet mig det det er mit. Ellen ventede. -Tag det af. Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af. Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det Smykke af. Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket.

Naa heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle enige om. Men afkræftede det var vi Jøsses ja. En af os havde forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa længe syge man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan svare til ... #Min# Helsen slog int til, det er da vist.

De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf krampagtigt om Haandleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er saa angst. -Maaske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv. Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag. -Ja, sagde Herluf

Der skulde ogsaa Lagener laegges paa Skovriderens Seng. Ude fra horte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at synge. Saa kom Appel lobende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast og bleg, og lob hen, hvor hun stod: -Ja, de kan ventes, sagde han og kunde naeppe tale, medens han tog hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det de kan ventes.

Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i Knæ ved det, og han førte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare behængte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i mange Aar. Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund.