S. egner sig for store Rabatter og i ualmindelig Grad for naturlig Plantning, idet de breder sig og trives uden Pleje. Smukkest i Solen. Deling. Spiræa Aruncus , m 1,5. Juli-August; S. Ulmaria , m 1,O, crémhvid, Juni.

-Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at faa dette Menneske til at holde op, der graed, faa stanset den Graad, den ulidelige Graad. -Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart. Han gik op og ned, op og ned. -Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst.

Konferentsraad, sagde han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre Engagementer. Konferentsraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende: -De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf en meget forfængelig Mand, det har jeg altid sagt.

Mikkel laa rødskjoldet og med dryppende Bryn, hans Magerhed gjorde et uhyggeligt Indtryk. Han aabnede Øjnene grumme træt og lukkede dem igen, de var blodsprængte og sløve. Ho, sagde Axel nedslaaet. Han satte sig paa Halmstolen udenfor Sengen og saa ufravendt i flere Minutter paa det syge Ansigt. Mikkel trak Vejret kort og vendte Hovedet fra og til, som vilde han flytte paa sig uden at evne det.

Det var ham ikke muligt at tilgive Axel. Inger havde Mikkel jo aldrig set. Han tænkte heller ikke paa Ane Mette nu, uden forsaavidt som han pintes. Han tænkte ikke paa andet, end at Axel havde fornærmet ham den Gang i Stokholm. Ja og . . . ja han hadede ham ustyrligt. Men Hjærtet sad i hans Hals. Mikkel følte sin Svaghed stige i samme Forhold som han svor at handle.

Aftenen var ganske stille. Frøerne sang og sang i uendelige Drømme. Da Mikkel en Time efter gik ind mod Nørreport, hørte han igen det vilde Hovslag bag ved sig. Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi i fuldt Firspring igen og sprænge ind mod Byen. Nogle Dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet »Storken«, pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns Universitet.

Hvilket Ridt. Carl sad bleg. Hvor De sér forskrækket ud, hun lo: Er De angst for Deres Liv? Hun klappede sit Dyr paa Bringen, gav det Sukker og sagde: Hent min Pidsk. Den laa et Par Alen derfra i Sneen. Carl stod af uden at tale og hentede Pidsken. Ellen saa efter ham. Og da han kom tilbage og rakte hende den, sagde hun: -Carl De er angst for mig?

Hvad De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er ... det er kun en Del af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig, jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt, for jeg holder saa meget af Dem. Men ægte Dem det kan jeg ikke. Den, jeg skulde ægte uden Kærlighed, han maa være mig helt ligegyldig. Lev vel bestandig vel. Ellen.

Man vil nødig selv være mellem denne Halvpart, derfor tager man Hensyn, derfor lader man være at træde over Fødderne uden Nødvendighed, derfor hjælper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i Gadetrængslen, er det overalt. Man møder Urbanitet og Forekommenhed for hvert Skridt i Paris.

Den eneste, som var oppe, foruden vort eget Selskab, var Munken, der lavede vor Frokost; ham belønnede Nikola rigeligt, og til Gengæld for hans Ædelmodighed, blev Portene aabnede, uden at Huset blev alarmeret. Vi red ud, den ene efter den anden, og fandt Vejen ned ad Klippestien til Dalen. Da vi kom ned, fortsatte vi vor Rejse, op og ned som Vejen førte os.