United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den høje, øde Pande var som en Kuppel over uafbrudt, uafbrudt Tavshed. Øjnene laa dybt under de stejle, gabende Bryn, de var lukkede men syntes at se med et sovende, stort Blik. Nu var Mikkels lange, vægelsindede Næse helt hvid, han var nøgtern; de fire Facetter i Tippen, som havde givet ham en klog Mine, mens han var levende, saa ud som et Signet eller et lille Kryds af Brusk.
Mikkel laa rødskjoldet og med dryppende Bryn, hans Magerhed gjorde et uhyggeligt Indtryk. Han aabnede Øjnene grumme træt og lukkede dem igen, de var blodsprængte og sløve. Ho, sagde Axel nedslaaet. Han satte sig paa Halmstolen udenfor Sengen og saa ufravendt i flere Minutter paa det syge Ansigt. Mikkel trak Vejret kort og vendte Hovedet fra og til, som vilde han flytte paa sig uden at evne det.
»Kan De da ikke huske Damperen ... Vores Rejse fra New-York!« »Damperen New-York?« Han stirrede uforstaaende paa hende. Endnu værre blev det, da hun beskyldte ham for paa hin mystiske Rejse at være brudt ind i Damesalonen. »Det er Spøgelset! Jeg ved det aldeles bestemt!« erklærede Fruen og saa triumferende paa sin Mand, der betragtede de to med rynkede Bryn.
Vejen var elendig, og Artilleriet havde skaaret to Fod dybe Furer i den, saa i og for sig havde han Ret i, at det ikke var Stedet for en Galop. Jeg har aldrig staaet paa en særlig venskabelig Fod med denne Charpentier, og de næste fem Mil kunde jeg ikke trække et Ord ud af ham. Han red med sammentrukne Bryn og Hagen ned paa Brystet som et Menneske, der er hensunken i sine egne Tanker.
Jo længer jeg kom frem, desto mere fortog denne Skræk sig; hendes næsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige Forvildelser fik mig til at smile halvt medlidende, og naar mine Bryn trak sig sammen, var det af Uvillie mod denne Stephensen, og dog følte jeg en vis Taknemlighed, fordi han ikke havde taget hende.
»Sammensværgelse .... mod mig! I yderste Øjeblik .... Grev Campnell! Hvordan « Han rakte ham Haanden i rystet Bevægelse. Dog, i næste Nu stod han atter fattet og med rynkede Bryn. »Ja, ja det er meget godt, det er udmærket godt, Hr. Greve, men ! Vi staar jo endnu paa Halvvejen. De har bemægtiget Dem Dokumentet, og det opdages naturligvis meget snart. Hvad saa? Advarslen, den nødvendige Advarsel?
De hang under hinanden mellem Vinduet og Chatollet: et Pastel-Portrait af Minna og en Blyantstegning af en midaldrende Mand med en høi Pande, lige Næse, smalle, sammenknebne Læber, der i Forbindelse med de nedhængende Bryn og smaa, dybtliggende Øine gav ham et misfornøiet og bittert Udseende, tyndt Haar og store Bakkenbarter, som lod en lille, men fast formet, rynket Hage være fri.
En falden Engel var hun, ja et Menneske. Hendes Bryn var vokset sammen mellem Øjnene, Tusmørket havde signet hende i Panden med en flyvende Flagermus. Le kunde Lucie slet ikke, kun grine glædeløst som et umælende, der venligt og advarende viser Tænder.
Tak, maaske den lyse der! Den ser mindre brændt ud! Hendes Naade var i Krigshumør. Men saa kom Pastoren. Smilende kom han, toende tilsyneladende vel til Mode sine soignerede Hænder i hinanden. Det stærkt graasprængte, krøllede Haar var strøget op fra den høje Pande, og de brune Øjne lo under de sorte Bryn.
Fiskeren henne i den anden Seng hostede og Lupuspatienten rørte paa sig. Den fremmede Matros fulgte dem med sit store, varme Blik. Pludseligt spurgte han: »Er der drevet Lig ind?« Jeg nikkede. »Alle?« »De fire kun!« Han lukkede Øjnene under strammede Bryn og blev liggende noget saadan. »Farvel,« sagde jeg og rejste mig og tog hans Haand, den var forskrabet og underlig død. »Glædelig Jul!«
Dagens Ord