I vore nye Dragter med de store Filthatte paa Hovedet kunde vi meget godt have gaaet for at være ægte Thibetanere. Da vi følte, at vort nuværende Skjulested rimeligvis ikke vilde blive opdaget, lagde vi os ned for at sove. Hvor længe vi slumrede, kan jeg ikke sige. Jeg véd kun, at jeg af en eller anden Grund vaagnede forskrækket ved at høre en Lyd fra Dalen dernede.

Men de vil s'gu begge to, og raske og sunde er de. Den anden vil være Skuespiller." Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod roligt: "Naa," sagde han blot. Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: "Min Ven, William Høg, Hr. Bloch hvad er det, De er, Bloch, foruden tyve Aar?" "Studiosus medicinæ" ..." "Ja rigtig, Studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr.

Ak, det véd jeg ikke endnu! Da hun var gaaet, sagde Lady Ver, at gamle Damer uden farvet Haar eller Tilbøjelighed for Bridge var kedelige, og hun røg tre Cigaretter, den ene efter den anden, saa hurtigt hun kunde. Jeg sagde, at jeg syntes, Lady Merrenden var yndig.

En frisk og god Vind fylder Seilene; Solen er behagelig varm; Søen behagelig rolig, og Skibet tilkjendegiver sin Tilfredshed ved at vugge sig besindigt fra den ene Side til den anden og lade Tømmerne knage saa piano som muligt. Ikke en Seiler er at see paa den klare Horizont, hvorfra Landet allerede for flere Dage siden er forsvundet, og hvor det først om Uger vil vise sig.

Ganske vist var den ikke blomstrende, men det var jo nu sidst i August egentlig ikke dens Skyld. Paa første Sal forkyndte et gulnet Visitkort i en lille Ramme, at Gymnasiallærer Jagemann boede dèr. Jeg ringede paa den ene Gang efter den anden, men Ingen rørte sig.

Graden af Intimitet er der en anden Maalestok for. De almindelige Dødelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en Plads for dem paa selve denne. Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt er arrangeret med udsøgt Smag.

Lady Merrenden rejste sig fra sin Stol og kom hen og tog min anden Haand. Jeg følte mig, som om jeg ikke kunde staa høj og rank nok. "Kort og godt, han har absolut nægtet at have noget at gøre med Sagen; han siger, at jeg skal ikke vente noget mere fra ham, og vi er skilt fra hinanden for bestandig!" "Aa, Robert!" udbrød Lady Merrenden forfærdet.

Jeg gjorde, som han befalede, og krøb lidt efter lidt hen til det Sted, hvor tre store Kampesten knejsede i Sandet. Mellem dem lejrede jeg mig, og til min Glæde saá jeg, at jeg havde en næsten uforstyrret Udsigt til Vadestedet. Da jeg saá ud over Vandet, skelnede jeg et lille Selskab, som kom ned ad Skraaningen til Sandbredden paa den anden Side.

Saa kastede han hende ud i Havet og lod hende føre bort af Strømmen. Der var en anden Kvinde, som de ogsaa beskyldte for Hekseri; hun havde en Søn ved Navn Paulus. Men da Kvinden vidste, at de en Dag vilde falde over hende og myrde hende ved Pinsler, bestemte hun sig til hellere selv at . Og en Morgen tidlig gik hun hen og vækkede sin Søn og spurgte ham: „Paulus, maa jeg springe i Havet?“

Der gaar et slemt Slid af Kræfterne ude paa Fangstpladsen. To Mand tager ud i Jollen med Vaaddet, der ligger opskudt i Bunden. De ror seks-syv Hundrede Favne tilsøs og stikker stadig ud paa det Tov, hvis ene Ende er fastgjort paa Kutteren, og til hvis anden Ende det 60 Favne lange Vaad er fæstet.