Belysningen af Rabatten maa være ensartet; hvis en Bygning eller et Træ kaster Skygge over den ene Ende, medens den anden ligger i fuld Sol, vil man faa en utiltalende Uligevægt i Blomstens Fylde og Glans.

Og efter at have dvælet ved Kunstnernes Arbeide i den evige Stad, slutter han: Dog naar Jert Blik har klaret sig ved Oldtidens Bryst Her er godt at bo Og naar I staa med Seir paa Fædrelandets Kyst, Men Veien til Hjemmet er lang. Gud give da, I finde maa bag Nordens gamle Træer Der er godt at bo Enhver som I har elsket, Enhver som har Jer kjær. Men Veien til Hjemmet er lang.

Jeg begynder at forstaa alting bedre, og det lader til, at man ingen virkelige Følelser maa have, hvis man vil nyde Livet. Netop saaledes, som Fru Carruthers sagde. Lady Ver har været ude to Aftener, hun gik med mange Beklagelser over, at hun lod mig blive hjemme, og jeg har opdaget, at hun havde talt med Lord Robert, men han har ikke været her og det er jeg glad over.

Vi vare begge saa fordybede i vore Tanker, at vi bleve meget overraskede ved at see, at vi havde tilendebragt Spadseretouren og atter stode udenfor Præstegaarden. »See hvor Tiden gaaer, naar man tager sig noget Nyttigt for«, sagde Præsten, »hvad har De nu gaaet og tænkt paa?« »Aa paa forskjellige Tingsvarede jeg. »Ja det var Ret, Mennesket maa ikke forfalde til Ensidighed.

-Ja saa er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsraaden og saa' hastigt hen paa ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer. -Eller jeg til Deres, Hr. Konferentsraad, sagde Adolf med et let Buk og satte sig. -Ja det er ganske vist mig, sagde Konferentsraaden langsomt, der har ønsket at tale med Dem. Vi maa han søgte noget om Ordene en Gang tale ud med hinanden; han tav lidt.

De er allesammen meget venlige, men her er en Atmosfære af Stivhed og Sømmelighed, der angriber enhver, som kommer til Tryland. Det er, som om de mente, at "Guld maa prøves i Ilden, og Hjerter maa hærdes i Smerte".

Han længes efter at jage og føle Krudtdampen rive i Halsen. Det er dejligt et Øjeblik at standse paa Bakkekammen og smide sig ned paa Gærdet. Ligge med Nakken boret dybt mellem Blomster og Græs og lade Blikket glide paa Maa og Faa op over Himlen, ud over Markerne, langt bort, lige saa langt som Tankerne ... Lis, hele min Dag er din. Hunden lægger sig ind over mig og savler mig i Ansigtet.

Hvis disse Fyre kommer til Vadestedet før vi, har de den første Mulighed til at forhandle med Sendebudet. Vort Forsøg maa gaa ud paa at komme der før de og dog at sende dem tilbage til Peking med den Overbevisning, at de har udført deres Hverv. Hvorledes vi skal bære os ad, ja, det er den Opgave, vi skal løse." "Men hvorledes skal vi bære os ad?" spurgte jeg.

Præsten var midt i sin Præken, men Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger paa NordsidenOg op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene tilbage, saa forlod ogsaa #de# Kirken og ilede til Stranden ...

Han saá saa lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra Indkørselen med sin dæmpede Bas: Flyv Fugl, flyv over Furesøens Bølge, stræk dine Vinger nu vel. Ser Du to Elskende, dem skal Du følge, dybt skal Du spejde deres Sjæl. Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide Kærligheds jublende Lyst. Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide, burde jo tolke min Røst. Sangen døde hen.