United States or Canada ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun vækkedes ved Urets Slag og saa Carl endnu sidde ubevægelig i samme Stilling med store og stirrende Øine. Hun saa et Øieblik paa ham, og Carl følte hendes Blik og vaagnede med et pludseligt Smil. -Hvorfor læser De ikke for mig? spurgte hun. -Hvad skal jeg læse? -De holder jo mest af Musset. Tag hans Digte. -Bogen ligger ovenpaa -Men saa kan De jo hente den.
Man maatte nu være kun seks Mil fra Maalet og den lille Trup gjorde Holdt og traf for sidste Gang Forberedelser for Natten. Alle var trætte og sov hurtigt ind, kun Dick holdtes vaagen af en stadig mere knugende Mistanke, som han dog ikke turde betro til nogen. Pludselig vækkedes de sovende af et Skrig. "Hvad er der paa Færde?" skreg alle i Munden paa hinanden.
Vi vækkedes ved, at Skindteltet var ved at blæse om. Der var ikke Tid til Paaklædning, blot et Par Kamiker paa. Halvnøgne Mænd og Kvinder løb skrigende og kaldende om mellem hinanden. „Hjælp, hjælp! Nu blæser Teltet om,“ skreg en. „Kom øjeblikkelig!“ raabte en anden. „Konebaaden blæser i Søen!“ Og man saa nogle omfavne Teltstængerne, andre klamre sig fast til Konebaaden.
Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i en Stol og hun blev ... Hun gled sammen i Sædet, lukkede Øinene og blundede. Hun vækkedes ved en Støi: Er det Dig, sagde hun og foer op ... Hun troede, det var Faderen. Men det var kun Ole, som stod henne ved Døren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket. Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.
Præsten var midt i sin Præken, men Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger paa Nordsiden.« Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene tilbage, saa forlod ogsaa #de# Kirken og ilede til Stranden ...
Hoff rejste sig og gik hen til Sekretæren og aabnede den inderste Skuffe, Han tog Grevindens Billede frem og saá paa de smilende Træk. Saa vendte han sig og aabnede Kakkelovnsdøren. Længe efter at Billedet var forkullet og sammenfoldet, sad Hoff der endnu med Hovedet støttet paa sine Hænder. Han vækkedes af et Stokkeslag paa Døren. Det var Fremtidssoldaten.
Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, jublende Hurraraab. Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som lod Elskeren og Ørnulf leve højt. Saa hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. Der var blevet tyst. Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor Sætstyks-Bjergene laa væltede rundt omkring.
Det var en Sløvhed, som rugede over en idiotiserende Angst. Men henimod Aften vækkedes hun af sin Sløvhed ved en pludselig, feberagtig Rædsel: hun kunde ikke opleve en saadan Nat til. Saa klædte hun sig hastig paa og ledet af en eneste Tanke, den, at hun ikke kunde overleve en saadan Nat som den sidste, mere løb end gik hun ud til Bergs.
Dagens Ord