United States or Nauru ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fra Hanstholm og sønderpaa ad jydske Vestkyst var Vindens Retning saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger naarsomhelst, de vagtede derfor skarpt til hen paa Morgenstunden, saa troede man det værste overstaaet og søgte hjem for at puste lidt. Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han havde set Lys bag Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem Vejret.
Jo-jo, saa begreb jeg, at han havde givet gal Kurs fra Skagens Rev. Nu gjaldt det om at holde ham til Ilden, gu' skulde han tage mod Hjælp, det er saamænd nu om Tider sløjt nok med Strandinger, saa det manglede jo bare, man skulde lade en fed Laks springe fra sig. Jeg rømmede mig. De skændtes inde i Kammeret. Saa kaldte Kaptajnen paa mig. »Hun vil ikke i Land Min Kone vil ikke «
Det var i Aarhundredets Begyndelse, da vi laa i Krig med Engelskmændene og Frygten for de armerede Orlogsskibe jog mangen et vellastet Fartøj ind paa Kysten ved Skagen. Det var Strandinger, der smed noget af sig til baade Øvrighed og Fiskere. #Kancelliraaden# var Byfoged paa Skagen den Gang, og han forstod sit Kram.
De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet, og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en beskeden Natur, uden ringeste Spræl.
Og man har erfaret om mange karakteristiske Træk fra deres hjemlige Færden især under de store Begivenheder, som Strandinger stadig er for Kystbeboerne. Ud fra de nøgternt berettede Tildragelser paa Stranden tegner der sig en Skikkelse, som man ikke behøver at give Heltenavnet for at finde mandig og stout. Der er saa velsignet lidt Pral ved de fleste af disse Fiskere.
Endnu i vore Dage er Skagen en mærkelig By Retsforholdene nu er som andre Steder i Landet, maaske endda #bedre#, for Raadhusets tre Arrestceller er næsten altid tomme, saa at Arrestforvareren og Politibetjenten, der er én og samme Person, maa ernære sig som Trommeslager, men Byens isolerede Plads med aaben Kyst ud til to Have gør den til en Fiskerby fremfor nogen anden og til en By, hvor der hyppigt er Strandinger, som bringer baade Fortjeneste og Ulykke til Kysten.
Før i Dagene var der jo Strandinger fra Efteraarstid af næsten evig og altid; der er gaaet mange Skibe og Folk væk her under Kysten, og ingen har nogentider vidst af dem at sige. Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde vi se dem fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, som stak op af Revlerne; det var slemme Steder at færdes paa for os.
Skipperen skal ned ad Nordstranden og siger Farvel. Han har saadan faste Øjne. »Ja« gentager den anden Mand fra Redningsbaaden »nu er Tiden her igen med Strandinger ... I gamle Dage var det int godt at strande her, og det kan ogsaa være slemt nok i vore Tider, men vi gør da med Redningsbaaden, hvad vi kan og sommetider mere end det.
»Forstaar sig, Kere, vi skulde bare haft skarp Vind af Sydvest til den her Taage,« sagde saaledes gamle Fisker-Ole, »sikken Herrens Velsignelse af Strandinger saa! ... Det er ogsaa Pokkerns, Kere, med det her Tuderi fra Højens Fyr a', de jager os jo alle Fartøjerne fra Kysten. Hvad skal fattige Fiskere saa tjene Føden ved, for Rødspætterne er det saagu smaat med, Kere.«
Præsten var midt i sin Præken, men Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger paa Nordsiden.« Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene tilbage, saa forlod ogsaa #de# Kirken og ilede til Stranden ...
Dagens Ord