United States or Faroe Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Lad os ikke vække ham. Imorgen er han nok bedre!« »A er egenlig sulten nu, bitte Søster!« kom det lidt efter saa prøvende fra Strandfogden. »Ja, da er det ogsaa sandt. Vi har jo rent glemt at faa Ribbensstegen i Ovnen ... Ja-ja, Gammelbror, det bliver sén Julenadver, naar man saadan faar Huset fuldt af fremmede Havfolk.«
Strandfogden, under hvem Lenet hører, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, helt inde i Hulsig, og før der kom fast Strandvagt langs den jydske Vestkyst, blev Lenet her kun daarligt passet. Det var umuligt at røgte Hvervet paa denne Ørkenstrand. Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste Sagn at fortælle som under Spirbakken.
Præsten var midt i sin Præken, men Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger paa Nordsiden.« Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene tilbage, saa forlod ogsaa #de# Kirken og ilede til Stranden ...
De kunde af Samtalen skelne Ordet »Stranding« og vilde lige til at liste fra Stolene, da Strandfogden træder ind ad Døren med Huen i Haanden og gaar frem i Kirken.
Naturligvis hændte det ogsaa nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og broderlig delte Rovet. Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring og Afgud. Engang sad Skagboerne i Kirken og hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de, som sad Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med Strandfogden.
De var unge men kendte med at se Lig fra Stranden, saa de følte sig ikke ilde tilmode her mellem alle de døde. »Skal vi saa synge en Julesalme,« sagde Konen og saa' hen paa de unge. »Hvilken?« spurgte Strandfogden forlegen. En af Pigerne sagde med Øjnene mod Gulvet: »Glade Jul!« Saa sang Torupfolkene »Glade Jul« over de forulykkede Normænd.
»Er det ikke mærkeligt,« fortalte de, »at de strandede Søfolk har ligget ude i Klitterne hele Natten og ikke har søgt op til Strandfogden.« Jo, det mente vi da ogsaa. I ubehersket Glæde skildrede de os derefter Badelivets hele flade Herlighed. Det var dejligt at se deres Henrykkelse over bare at være til.
Det blæste endnu stødvist med springende Paalandsvind og nogen Sø, men ingen fandt paa at gaa til Stranden og se efter truede Skibe, end ikke Strandfogden man havde jo levet sig ind i en fast Forestilling om, at paa Fanø kom der ingen Strandinger. I Forsamlingshuset var der Højtidelighed og Fest fra om Aftenen Klokken syv til Midnat.