Stasia kan sagtens, hun har ingen Ben! ... Vi har været oppe paa Næsset, vedblev hun, medens hun stadig vandrede af Sted men der var ingen hjemme uden Karen og den lille Jansen. Min Svigerdatter sværmer for Naturen, siden denne Fætterfyr er kommen paa Besøg! Og Helmuth, det Skrog! han passer sine Køer! Har I for nylig set noget til dem hernede hos Jer? ... Ikke Køerne, men de andre?

Men til Slut løftede Præsten Stemmen og talte om de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Han nævnede dem ikke direkte, men han talte om Drukkenskaben og advarede mod denne hæslige Last. Saa var Højtideligheden forbi, og Folk myldrede ud af Kirken. Der var kun en Mening om den Præken, en svag Indignation.

»Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.« »Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost

Siden er befunden, at denne Kvinde havde været hos hendes Nabo Kone at tylle Øl og der faaet sin Svaghed, som ej heller varede længer, end til Øllet havde gjort sin Virkning. drikke. Den tiende var en ung Bondekone der i Byen, navnlig Anna Bondes 22 Aar gammel.

Hver Gang Axel var henne ved Vinduet, havde denne Rune skudt nye Grene, som skulde den nu tydes paa en anden Maade. Henrettelserne gik paa med stor Ensformighed. Den glansløse Dag tyknede mere og mere, det tegnede stærkt til Regn. Flokken tyndede ud. Ligene laa i Hobe. Axel trak Vejret saa stille.

Eastover mødte hos mig for at sige, at han havde modtaget et lignende. Da vi saá, at der ikke var nogen Tid at spilde, var vi to Timer efter at have modtaget Telegrammerne om Bord paa Damperen James Monaghan paa Vejen til Tientsin. "Vi naaede denne By i tilbørlig Tid og meldte straks vor Ankomst til Deres Agent, Hr. Williams, af hvem vi erfarede, hvad Slags Opgave det var, vi skulde paatage os.

Men vore Haender vi Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og spurgte strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot hendes Kjole. Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi min Soster og jeg ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en Mark.

De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Saet, paa en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte han usammenhaengende, krammende om den rogfyldte Luft med sin lemlaestede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saa og de blev staaende og horte ham: -Om Forerne er der talt mer raabte end talte han ja, de, som har fort de aeldre men os , os de Unge, os, der skal kaempe nu, os har andre fort: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har fort nordisk Ungdom til berommeligt Samtogt hans Syn har fort os til denne Dag ....

Værten vilde ikke høre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef, var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med Døden under Tortur at falde i hans Hænder. Den gamle Præst mente derimod, at en fransk Husar ikke lod sig skræmme heraf, og denne Bemærkning gjorde det ganske af med mine Betænkeligheder.

Da han havde afgivet denne Forklaring, blev han strengt forhørt af begge de to Store, men hans Vidnesbyrd var godt og kunde ikke rokkes. Saa blev hans Ledsagere kaldt frem og afgav deres Forklaring, hvorefter Nikola blev opfordret til at bevise, at han havde Ret.