United States or Timor-Leste ? Vote for the TOP Country of the Week !
Først da han var kommen velbeholden i Land med sin dyre Last, Klokken var bleven tre den Gang, mærkede han ret, at det smærtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden gav ham i Brændingen, havde beskadiget et af hans Ribben det var brækket ... Naa, ja-ja, han #havde# jo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte de andre om Resten ... Der blev ligesom en Pavse i Land.
-Jeg tror s'gu, De er bange, sagde Karl og lo. Men jeg kan forresten godt forstaa'et ... Og han stak sin Arm ind under Idas, ligesom de skulde staa Last og Brast. Da de kom ind oppe i Mellembygningen, rejste Fru von Eichbaum sig fra Sofaen og tog imod Ida paa Dørtærskelen i Kabinettet: -Det var da pænt, De vilde komme.
Men de to Skuespillere havde slet intet tænkt, og de begyndte kun at fortabe sig i lange Deklamationer om »det hele Personales fortvivlede Stilling« og »Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast«. Konferentsraaden sad bøjet over sit Bord, mens Ørnulf blev ved at tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den første Elsker, der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement.
Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib fra Liverpool, der havde en kostbar Last af allehaande Manufakturvarer. Skibet blev slaaet i Stykker, og Stranden laa milelangt bestrøet med halvt ødelagte Varer.
Hun laa halve Dage og drev paa sin Sofa næsten upaaklædt, og hun blev halvveis sjudsket med sig selv, næsten urenlig. Men sine Hænder pudrede hun stærkt, fordi de ofte var klamme. Men der kom Dage, hvor Fortvivlelsen brød ud til haabløs Elendighed paany, og hun forbandede sin Svaghed, og hun skældte sin Last.
Men da Fadene kom, vaagnede han op og slog Hovedet helt tilbage af Velvære: Der maa Mad til, sagde han, og han begyndte at spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Last og Fast. Om Knuth: han er s'gu rent gal, sagde han og missede med Øjnene til Ida: men en prægtig Fyr. Og om Admiralen: nu havde han været upaalidelig igen; han kunde s'gu heller ikke la'e de Hunkøn gaa.
Men Hensynet til den store Gevinst Fangsten af en saa uhyre Hval vilde bringe hans Rheder, og hans let forklarlige Ulyst til at komme hjem med halvtom Last besejrede dog hans Skrupler. Han kastede endnu et sidste Blik ud over Skibet, som for at se om alt var i Orden, og om Sejlene var saadan stillede, at der ikke behøvedes at forandre paa dem imens han var borte.
Hans Lemmer var tunge, som en drukken Mand faldt hans Øjne til ... han var bedøvet under sin Elendigheds Last. Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede sin Uformuenheds Svælg, dræbtes det bedste hos den sidste Høg. Da han vaagnede, var det mørkt. Han laa lidt og stirrede paa Vinduet, lidt Lys kom ind fra Gaden.
Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne. En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en Køretur. Han frøs, saa hans Fingre var døde. -Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer. -Ja det var ikke saa galt for jeg fryser ... og han reiste sig for at ringe. Ellen var blevet ganske bleg: Men Carl sagde hun De forstaar da nok, det er Deres Faders Spøg.
I Frederikshavn har Kvasen købt sin Last af Kutterne, og disse har bragt den til Handelsstedet fra Fangstpladserne langt ude i Skagerrak og Vesterhavet, ud for Hirtshals og Hanstholm, ofte indtil ti Mil af Land.
Dagens Ord