Jeg er naturligvis Højremand, naturligvis, gentog han, men ser De, Admiral, jeg har Fanden ta'e mig ikke rigtig Evnen til at forarges, og den er nødvendig hertillands i det offentlige Liv. -Naa, sagde Admiralen: der behøves, Gud være lovet, ikke saa megen Forargelse til Søs. Og de to Herrer, der lo muntert, mens de drak et Glas Likør, gav sig til at gaa op og ned ad Gulvet og talte om Fru Aline.

Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde: -Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von Eichbaum som en Tilstaaelse: -Jeg holder nu af hende. Og man hørte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en lang Ordstrøm: Gud, Du véd da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten

Admiralen, der var oprigtig religiøs hver Søndag og gik til Højmesse i Holmens Kirke med Roskilde Konvents Salmebog i sin Lomme, sagde: -Jeg kan s'gu ikke li'e det Rend i katolske Kirker.... -Gud, Schleppegrell, sagde Generalinden Konversationen gik lidt staccato; men, det var kun Falkenbergs, der kom : For et befæstet Gemyt som Fanny kan det da kun være udviklende.

-Her er Kavalleriet, sagde Karl. Admiralen kom bagest, med noget i sit Ansigt, som "fulgte" han fra Frederiksberg en højtstaaende Vaabenfælle fra Landetaten.

Oberstløjtnanten blev staaende midt for Bordet og talte højere og højere om Hans Excellence Krigsministeren som Nerven i hele den patriotiske Bevægelse. Men Admiralen, der tilligemed Hr. Mourier havde siddet og set ud, som om de hørte efter, sagde til Mourier: -Men, hvorfor sagde De Nej til at gaa ind i Landstinget? -Ja, sagde Mourier, der vred lidt paa Kroppen: jeg véd s'gu ikke.

-Aa, ja, sagde Admiralinden: da var man alligevel meget bedre Mennesker. Men Admiralen, hvis Kommandørkors var kommen til at sidde lidt skævt, og som sad og tænkte paa, hvor det s'gu alligevel var utroligt, hvor Aline havde holdt sig, sagde: -Ja, man husker jo nok, naar man skulde gynge Dem.

Den blodrøde Is var smeltet og blevet til noget farvet og skident Vand i hendes Skaal. Admiralen vilde række Fru Aline Feddersen hendes Stok. Men Fru Aline mente, hun kunde gaa uden.

De var frelste inde i Gaarden og de lo paa én Gang, sagte, begge to. Men Karl sagde og nikkede: -Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralen flyttede. -Hvorfor? Karl smækkede med Læberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot. De listede op ad Trapperne, og Ida traadte fejl og lo igen, før de naaede Døren. -Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tøjet af.

Men Karl hørte det vist ikke, for han blev kun ved at se ind i Lysene, til han smækkede med Tungen og sagde: -Men man bli'er vel vunden for Samfundet. Admiralen og Hr. Mourier brød op og gik ned gennem Gangen og Køkkenet, hvor Admiralen kom til at vælte et Skærmbrædt. -Sikke no'et Skidt, sagde han. -Men de skjuler Ildstedet, Admiral; lo Hr. Mourier.

-Gud Du, prægtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjældne Mennesker, der altid kender deres Plads. Herrerne var gaaet ind i Karls Værelse for at ryge undtagen Admiralen, der passede sin Fordøjelse paa sin vanlige Strøgtur. Kammerjunkeren talte om, at København var s'gu en nydelig Verdensstad man kunde ikke faa en ordentlig Skjorte i hele Byen. -Naa, ingen Aarsag, sluttede han brat.