United States or Kuwait ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da Karl for fire Aar siden kom hjem fra Sveits, havde hun, medens hun selv var i Aix, ladet Døren fra Karls Stue til Kabinettet mure til. Naar der var nogen, røg Herrerne jo derinde. -Og, havde Fru von Eichbaum forklaret for Hr. Petersen, Familiens Murmester: murer man til, er man fri for den Røg paa sine gode Møbler. Hr.
Karls Cigaret gik ud, og han sad og saá, halvsmilende, over paa sit eget Ansigt i Etagère-Spejlet: -Hm, hvor han kendte den Etagère. Lige fra hans Barndom havde den staaet der, med de samme Meissener-Fade, paa den samme Plads. Og han sagde, smilende: -Mo'rs Ting holder godt. -Naar man kun holder Hævd over det, Du, sagde Fru von Eichbaum.
Først henne ved Indgangen hilste de paa Frøken Friis. De kørte igen tavse. Ida havde stjaalet Karls Haand, der ikke var saa livlig bag Handsken: -Kan vi ikke køre til "Dagmar" idag? -Jo-o, sagde Karl, og lidt efter: -Folk træffer man alligevel allevegne. Og idet han pludselig gned Hænderne, sagde han i en anden Tone, som en Mand, der har taget sin Beslutning: -Saa vil vi s'gu spise.
Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de førte hen, og paa Menneskene der var den og der var den. -Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet. -Ja. -Og dér staar Forvalteren, sagde Karl. -Ja, han er død. Ida sad og saá paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.
Hun havde nikket til Portneren og paa Trappen talt med Josefine der stod ligesom Storm af Josefines Skørter i disse Dage og oppe i Kamret havde hun lukket sit Vindu: hun følte kun én Ting, bestandig igen: den fine Strejfen af Karls Pisk over sin Kind.... -For Satan naa, han saá mig vel ikke. Karl sprang ved Femtiden om Trappehjørnet op til Idas Kammer, ligesom Dr.
Og han blev ved at se efter hendes tyveaarige Taille, der paa Hesteryggen. -Hun er saa køn, sagde Ida, og hendes Øjne straalede mod Karls. Nu bøjede de om derhenne, mens Karl stadig saá efter dem; Løjtnanterne var blevet saa bøjelige i Overkroppen: -Nu skal vel den Smør-Avance ogsaa til Husarerne, sagde Karl.
Men paa én Gang sagde hun, helt forskrækket, og blev purpurrød: -Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her. -Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundtheatrene uden paa Brandvæsenets Billetter, og dem har hun ikke iaften. De saá igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls Arm: -Se, det er Fru Lind. Hun har været paa Afdelingen. Det var den eneste, hun kendte.
Hun laa igen med lukkede Øjne: -Tak. Og vil Du love mig én Ting hun aabnede Øjnene, men lukkede dem igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte : at sige mig, naar Du en Gang gaar fra mig. Karl svarede ikke. Men alligevel tog Ida hans Haand og førte den op mod sin Kind som til tusind Kærtegn. -Tak, sagde hun igen. Sneen knirkede under Karls Fødder.
Hun blev ved at fortælle om de lutter gule og brune Farver i Gulvtæppemønstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i Verden vilde hun blive ved at tale og tav. -Men naar bli'er der færdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og regnede noget ud. -Jeg véd ikke, sagde Ida, med Hovedet støttet i sin Haand, med en Stemme, der pludselig sitrede.
-Tak, sagde Karl og satte sig paa en Stol ved Skrivebordet. Han stod aldrig længe ad Gangen: og lidt efter spurgte han: -Naar flytter de ind? Fru von Eichbaum talte om det, mens Julius aabnede Døren til Spisestuen med et stilfærdigt: Der er rettet an, og de gik ind til Bordet, hvor Rødvinsflasken, der var uden Etikette, stod foran Karls Kuvert.
Dagens Ord