United States or Panama ? Vote for the TOP Country of the Week !
William kom paa denne Maade noget ublidt og hovedkulds frem foran Rækkerne, og med alle Fingrene i Munden stod han foran Katedret. Han rakte Haanden frem efter Bogen, som Rektoren gav ham. Men han slap den, blev purpurrød. Bogen faldt paa Gulvet, ug William gav sig sagte til at græde, mens han tog den op.
Ovre i det andet Hjørne stod Asta, Berg og lille Fru Stern i en Klynge: Ikke? sagde Asta og næsten »rullede« den lille Frue: hun ligner en Fugleunge? -Nej, nej, rør mig ikke, raabte den lille Frue, hun var purpurrød og skubbede Skuldrene op, saa kilden som et Kid: Rør mig ikke, siger jeg.... Lidt efter lidt trak Herrerne ind i Rygeværelset, hvor Hr.
Det var, som om Vejret skulde gaa fra alle dem, som haabede. Og de andre trængte paa for at se. Nu blev det første Navn læst op. Skolens Duks. Han er purpurrød i Hovedet, slingrer lidt, griber sig op i Haaret. Saa, nu er han henne ved Katedret. Han faar Bogen, slaar i Bevægelsen en stor Bue hen over Gulvet, naa'r sin Plads han mærker, at hans Skjorte klæber paa Kroppen.
Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, mens han stirrede paa Hoff. Forfatteren besvarede Blikket. Saa slog William Øjnene ned, hans Træk var blevet graa, og der gik en Trækning over hans Ansigt. Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte Sandhed. Forfatteren vilde lægge sin Haand paa hans Skulder, men William rystede den væk, blev ved at gaa ved Siden af ham med bøjet Hoved.
Men paa én Gang sagde hun, helt forskrækket, og blev purpurrød: -Aa, hvis nu Fru von Eichbaum var her. -Det er hun ikke, sagde Karl: hun gaar aldrig i Sekundtheatrene uden paa Brandvæsenets Billetter, og dem har hun ikke iaften. De saá igen paa Folk, som blev ved at komme og komme. Ida tog i Karls Arm: -Se, det er Fru Lind. Hun har været paa Afdelingen. Det var den eneste, hun kendte.
-Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig. Lind saa lidt over. -Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til Thorsholm i Kalechen. Da var hun elleve Aar. Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden.
Jeg rejste mig straks og kom langsomt hen til ham og satte mig roligt ned; der laa en purpurrød Pude med Sølv lige under Lyset, paa den hvilede jeg mit Hoved. "Tal saa!" sagde jeg og lukkede mine Øjne halvt. Aa! hvor jeg morede mig! Det var første Gang i mit Liv, at jeg var alene med en rigtig Mand!
Montgomerie var purpurrød i Ansigtet og Malcolm var grønbleg, men han havde ingen blaa Pletter; man kunde bare se, at de havde været frygtelig oppe at skændes. Der er nu alligevel noget ved Velopdragenhed, selv om man er fra et barbarisk Land.
Men saa følte hun med en Gang Pausen, blev selv lidt rød, ledte for at finde noget og kom ikke til at sige andet end: -Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden. Han stammede lidt, og helt purpurrød sagde han: Ja, det siger alle. Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De ser meget ung ud.
Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt hun havde tænkt paa Hans Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine egne Ord og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte Kammerjomfruen, der raabte. Fruen rejste sig halvt fra rød blev hun bleg og satte sig, i et Sæt, igen. -Ida, se hvad det er.