United States or Fiji ? Vote for the TOP Country of the Week !


En Solstraale smuttede ind mellem Gardinerne og faldt spillende hen over Sengens Dække, der et Øjeblik syntes at bevæge sig, som om Frantz Uldahl nu i sin Ensomhed slap Latteren løs. Men ingen fik nogen Sinde Forklaring paa, hvorfor denne sære Mand sit hele paatvungne Ægteskab igennem havde gaaet rundt og moret sig saa kongeligt.

Sorte Jakob vred sig under Baronens Jærnhænder. Slip mig! sagde han. La' mig bare komme løs! sagde han. Jeg skal flaa Tarmene ud a' Livet paa dig, dit tykke Svin! Men Jakob slap ikke løs, hvor meget han end vred sig. Endelig kom Politiet: en lille, sølle, halvgammel Mandsperson med Tressehue paa Hovedet og Stok i Haanden. Han saa ganske hjælpeløs ud.

Og saa kom hun Bønner paa Kedlen med en Pind, der var snittet flad i den ene Ende og ganske sort af Grums og Snavs. Gør 'en nu ikke for slap, Mor! sagde Søren. Og Stasia nikkede til ham og gav ham sit Bifald til Kende med et bredt Grin. Solen skinnede ind gennem de smaa Ruder, der lyste grønne og brungule af Ælde. I Vindueskarmen stod et Par skaarede Urtepotter med nogle halvt udgaaede Blomster i.

Men da slap Eleven vild af Rædsel sit Tag i den Døde og fôr tudende som en maanesyg Hund ud af Stalden: Jeg forvinder 'et aldrig! skreg han Jeg forvinder 'et aldrig! Det skulde Voldby ikke ha' faaet mig til! Jeg forvinder 'et aldrig! Og medens han flygtede hen over Gaardspladsen og ud over Markerne, svingede han sindssygt Armene rundt og rundt over sit Hoved som to Møllevinger ...

Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en ubeskrivelig Kummer. Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og gemte sig i Mørket for at græde. Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.

Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet og vende Nakken til; og sad han efter Prøven og skrællede Kartofler eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var altid rede til at stikke i Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.

Ak vee! nu trak Gamle sig tilbage indenfor sine philosophiske Forskandsninger og slap bort fra mig netop i samme Øjeblik, som jeg meente at have fanget ham. Dog besluttede jeg at gjøre endnu et Forsøg og sagde derfor: »Ja men selv om det er noget Individuelt, som Du siger, saa maa Du dog have i det Mindste din individuelle Grund dertil, og den vilde jeg gjerne vide

Vind og havde vi agterind de 600 Favne, han slæbte os, og vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for hvert evigste Øjeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslæb agterude en udspilet Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med Vand, naar vi vil stive os af i Farten lænsede vi for alt Vejret.

-Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde hun: -Han er den eneste, jeg er forskrækket for. Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig.... -Ja, men jeg véd ikke ... det er ligesom han lignede et Spøgelse.... -Et Spøgelse? -Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske. Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.

Ja jeg tænkte nok, at jeg kunde faae Besked derom hos Gamle, og nu havde jeg ovenikjøbet baaret mig saa snildt ad, at jeg denne Gang fik det gode Raad at høre og slap for Prædikenen, som ellers pleier at gaae forud.