United States or Lesotho ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro. Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen, og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset.
Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned i Restauranten. Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem Glastaget. Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder. Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.
Etatsraaden beholdt hendes Hænder i sine: Skal jeg dog ikke hjælpe Dem første Gang? sagde hun. Ellen saa sky paa hende: Tak, sagde hun og kunde neppe tale, jeg vil heller selv hvis jeg maa. Hun gemte Flakonen. Tak, sagde hun, saa vil jeg gaa. Hun kørte i en Droske til Gadehjørnet ved Palæet. Hun kunde ikke være gaaet, saadan rystede hun. Hun sneg sig ind gennem Bagporten og op i sit Boudoir.
Han var allerede halv klædt af og sad paa sin Seng, da han atter drejede Nøglen om paa sin Dør og listede sagte ind i Spisestuen igen. Nøglekurven stod endnu i Vinduskarmen der , hvor han havde sat den. Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset. Saa tog han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik lukket op.
Fru Strøm hentede Obersten, og de dansede alle, aandeløse og stødende mod Møblerne, mens Sundt spillede, og Fru Canth sang til, i Armene paa Bastrup. Agathe sneg sig forbi sin Moder og blinkede: De er i Sovekamret, hviskede hun og begav sig tilbage paa sin Post med nogle ranglede Legemsbevægelser, der skulde udtrykke Ligegyldighed.
Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen, Trappen op til Oehlenschlæger, og dér sad hun og græd; med Ansigtet i sine Hænder græd hun og græd. Tjeneren fandt hende. Han maatte hente Faderen. -Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun. -Lad mig komme hjem lad mig komme hjem. Og hun græd, som skulde hun miste sit Liv.
Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en ubeskrivelig Kummer. Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og gemte sig i Mørket for at græde. Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.
Hun stansede midt paa Gulvet: -Konferensraaden skulde være forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og hun gik hen mod den store Dør. -Det véd jeg. Frøken Erichsen gik. Hansen sneg sig ind ad Paneldøren. Han bar en Bunke Papirer i sin Haand.
Men alt som han talte, gled han lurende og snarøjet nærmere og nærmere hen ad Døren til; og da han havde naaet den, sneg han sig i et ubevogtet Øjeblik ud og skyndte sig ad Trappen op til Kontoret og ind i Salonerne. Hans Hænder var knyttede, og han mumlede uophørlig Skældsord mellem Tænderne, medens han forgæves stormede rundt og søgte og søgte .....
Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op i Døraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennem Korridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde. Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande.