Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !

Opdateret: 13. juli 2025


Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken, der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens Takt. -Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det? Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa.

Vifterne fløi frem og tilbage, og man plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor. Ellen lænede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af Støien og Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagelænet og pillede tankeløs en Rose i Stykker i sit Skød. -Synes De? sagde hun og lo igen. Ja hvilket er det, De har.

-Men saa klink dog! -Tak! Han stak det ud til Bunden. Det er deilig Vin, sagde han. Saa sød. Støien steg for hvert Minut, og alle talte i Munden paa hinanden. Over det hele hørte man Fyrstindens Skraalen, hun viftede sig, saa hendes Diamantbandelokker dirrede i Vinden og noget høirøstet forfærdeligt Engelsk fra et Par Amerikanere, som spiste med Armene paa Bordet og halvt opsmøgede Frakkeærmer.

Og Stemmen og Lyden af hans Sølvstav mod Jorden taber sig mellem Latter, Vifteknitren og Støien fra Balsalen, hvor man begynder at valse ... Knald af Propper; Stimmel allevegne. Carl Urne søger. Midt i en Skare unge Piger bag en Palmegruppe finder han sin Dame. -Det er os, Comtesse. -For anden Gang ... -Ja ... De er Æresgæsten. Han førte hende med sig ind til en Krog af Salen.

Under den rivende Musik hørte man de Dansendes Jag; Latteren og de smaa Hvin, naar Kæderne brast, eller Møllerne pludselig sprang ... Alt var en Hvirvel. Dansen suste af. Støien gjorde Ellen rolig. Hun lod kølende Viften gaa i store Buer, mens hun talte med Vilsac om det og det. -Alle Damer tilhøire alle Damer tilhøire.

Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro. Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen, og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset.

Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder. Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin. Saa sagde Schønaich: -Men nu er hun død. -Og jeg elsker Dem, Ellen ... Ellen svarede ikke. -Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed.

Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hænderne, og hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse. Men en Gang imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene. Saa blev hun kaldt ind. Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den hvide Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om. Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille.

Dagens Ord

spætte

Andre Ser