United States or Honduras ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fra Forhøjningen sagde hun igen: -Der er maaske Skin-Liv mange Steder: i Kunsten, i Opofrelsen, i Arbejdet, i Venskabet, i Daaden; kun ét Sted er Livet dér, hvor Naturen har villet det. Moderen tav, og i Stuen var der tyst. Sagte løftedes ude Dørenes Klinker. Husets Fok kom hjem. -Nu kommer de igen, sagde Moderen. Faderen gik hen til Døren og kaldte, mens hans Stemme dirrede.
Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, jublende Hurraraab. Det var Skuespillerne, der havde faaet Konferentsraadens Brev og som lod Elskeren og Ørnulf leve højt. Saa hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. Der var blevet tyst. Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned paa Scenen, hvor Sætstyks-Bjergene laa væltede rundt omkring.
Mens Alt er tyst og stille, En Takkesang vi ville Ham bringe, som det gav. Hans stærke Haand har ledet Os sikkert frem og fredet Om os jo hver en Dag. Var Hjertet angst og bange I Timer mørke, lange, Han antog sig vor Sag. Ja sluktes alle Sole, Blev alle Stjernepole Saa mørk som Natten hist Din lyse Sol ei slukkes, Og aldrig skal tillukkes Din Naade, Herre Christ!
Men til Tine, sagde hun, og hendes Ansigt var vendt opad mod hendes Stjerner, som hun gav de mange Navne: -Tine, der er i Livet kun to Ting Kærligheden og Døden. De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra. -Men nu maa vi hjem, sagde Moderen. De gik hjem, Børnene ved hendes Side. Der var saa ganske tyst og alle Huse var lukkede. Mennesker mødte de ikke, og Hundene kendte dem.
Høit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde bringe Fred og Ro i vore Hjerter. Lette Nattetaager svævede over Træer og Buske, saa lydløst og tyst, at det næsten var os, som om vi kunde høre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille; der var Ingen, der vilde sige Noget.
Den Syge virrede kun med Hovedet maaske var det en Flue og han sagde: -Skal I ikke over med Blomsterne ... -Det maa vi jo, sagde Fruen. Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med: -Naa, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smaagræde hen gennem Haven. Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren.
Han blev ved at snakke op: om Dansen saa det skær', de Landsbybørn og "Damerne" "Frøken Julie", frisk Pige i Støvlerne, kæk Pige og Marie naa vi vil faa at se, hva' den har staaet paa ... jeg kender hende.... De to andre talte ikke. Ingen af dem hørte efter heller. Der var saa tyst, at de hørte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alléen ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors.
Hurtigt og tyst gled Baaden ind til den røde Flade, i hvis Midte Hvalens uhyre Ryg kom tilsyne, omtrent en Kabellængde borte.
Bag efter var hun bange for Ørentvistene, saa hun klædte sig af lige til Skindet. Ogsaa Høsttiden gik og Septembers stille og hvide Dage kom, og Haven laa lysende og ganske tyst, og ingen Myg en Gang summede over Dammen. Moderen sad mest paa den hvide Trappe og lod sig bage af Solen, mens Tine syslede i Haven ved hendes Fod.
Hun tænkte: hvis hun mødte Frøken Friis i Porten eller udenfor og hun løb, som om hun derved kunde undgaa det. Men hun naaede op i sit Kammer og havde ikke mødt nogen. Hun tog sit Overtøj af. Men paa Gulvet blev hun ved at vandre. Saa aabnede hun Døren. Hun vilde se Roed og Frøken Petersen, se dem, inden de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst.
Dagens Ord