Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 28. juni 2025
Saa gjennem Oldtids dunkle Rester Den Unge fandt en banet Sti Og takked tidt den gamle Mester For Skattene, han fandt deri. Nu er der dobbelt tyst og stille I Stuen, hvor den Lærde skrev, Thi ved hans Baare Taarer trille Og Mindet kun tilbage blev. Men tørres Taaren, standser Sukket, Paa Mindets Sten den Skrift skal staa: En ædel Sjæl har Øjet lukket, En Arbeidsmand trofast som faa. Okt. 90.
Det var tyst. Over Haven, over Markerne, over alle Enge skinnede Høstens Stjerner. Veninderne rejste, og Høsttiden kom, hvor de tunge Sædvogne rullede ind gennem Gaardlaagen, og Moderen og Tine sad paa Toppen af Læsset ved Siden af Pigerne, mens Børnene hujende boltrede sig i Loen, der fyldtes. Moderen sprang ned i Armene paa Lars og skreg: -Hold mig, hold mig!
Vaagekonen sad ved Sengen og holdt hans Puls, Excellencen saá paa Uhret over Sengen, spurgte: "Den bli'r svagere?" "Ja, Deres Excellence." Atter Tavshed. Foran Sengen Vaagekonen, knælende, ubevægelig; Excellencen rolig, skinnende bleg med lukkede Øjne. Saa det samme Spørgsmaal og det samme Svar. "Ja, Deres Excellence." Ordene faldt som en Spade Jord paa et Kistelaag. Og igen ganske tyst.
Saaledes ogsaa med vore Ønsker og Begjæringer: vi kunne ikke hindre, at de flyve gjennem Sjælen, men vi kunne vel hindre, at de fæste blivende Bo derinde.« Vi gik ned ad Høien og vendte tilbage ad den Sti, som førte langs Fjorden. Ogsaa her var Alt tyst og stille, det hvide Snelagen var bredt over Alt og ligesom lyste os frem i Mørket.
Et Øjeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme Bevægelse, bestormede alle af de samme Erindringer: Huset dette Hus ... Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snøfte og græde. Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned mod sit Bord.
Der var tyst en Stund, til Moderens dejlige Hænder gled hen over Tangenterne, og dæmpet, mens man i Faderens Dør saá Faderen som en Skygge, sang hun: Som Planten visner for dens Rod er uden Væde, som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for Du har ej mig kær. Sangen hørte op. Ude var det Nat. Inde var der mørkt. Moderen rejste sig.
-Den er vist sand, sagde Moderen. Men den gamle Degn sagde henne fra sin Stol i Mørket: -Ja, Kærligheden, det er no'et, man ikke tænker over. Den kommer. -Og gaar, sagde Moderen. -Ja gør 'en, sagde Madammen saa stille fra sin Krog. Der var saa tyst lidt. Men saa sagde den Gamle: -Ja, lille Frue sé, det er vist ret. Den kommer og den gaar.
Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Sølvtøj. I den store og halvmørke Stue hørtes ingen Lyd uden den sagte Klang af Sølvet, naar han lagde Ske ved Siden af Ske med Vaaben mod Vaaben. Ellers var der tyst. I Køkkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strøkone, der gaar i Gang med Værket. Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen.
Dagens Ord
Andre Ser