United States or Eswatini ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var længe siden, han havde taget saa fast eller ømt om hendes Haand. -Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu vil vi drikke. Og hun tog sit Glas. Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet ikke sige det: -Det værste, de kan gøre, er da at gi'e mig min Afsked. -Det manglede blot, brast det ud af Karl.
Flyge lod hente, hvad han ønskede, og rakte ham Bøgerne. "De interesserer Dem for Tiendeforhold, Pastor Briksen," sagde han venskabeligt. "Ja," svarede Pastor Briksen og virrede lidt med Hovedet, " det er jo det er jo et temmelig stort Emne." "De vil formodentlig udgive et Værk derom?" Den gamle Mand rødmede som en ung Pige, der ser sin første jomfruelige Tilbøjelighed afsløret.
Mikkel saa forbavset paa den unge Soldat, der var stanset med et Sæt, som om en Skælven havde overfaldet ham. Tror De, jeg er bange for Krigen, vi skal i? sagde Otte Iversen og gik igen det tror De vist ikke. Men sig mig . . . ja De er maaske endogsaa gift eller er De forlovet? E nej, sagde Mikkel næsten skrækslagen og virrede med Hovedet
De sad stille, tæt ind til hinanden. Den gamle Møller virrede med Hovedet mod Væggen og sukkede. -Ja Johan ja, sagde Konen, som om hun tyssede paa et Barn. Ja ja.... Og de sad igen stille ved Siden af hinanden. Moderen vidskede Taarerne bort med Bagen af sin Haand. Maria Carolina vendte sig sagte og aabnede Døren til Trappen. Hendes Højhed red forbi den tavse Mølle over Broen.
-Men Bordene, Tine, sagde hun, og hendes Tonefald skiftede, mens hun saá hurtigt og langt hen over de hvide Duge: -Der er ikke nok til Lars Forkarl. Hun stod grundende foran Lars Forkarls Bord. -Men Tine, hvad skal man ogsaa finde paa til Lars Forkarl? Pludselig virrede hun med sit Hoved: -Tine, sagde hun, løb ind til Fritz. Vi stjæler ti Cigarer. Tine listede ind i Faderens Stue.
Axel talte, hans Stemme blev saa uendelig varm og varsom, han saa hen for sig, greben i sit Inderste; af og til smaalo han bevæget ved hvad han selv sagde. Han blev urolig, han virrede med Hovedet, han saa udtryksfuldt paa Mikkel, glemte alt andet . . . Og Mikkel følte Drengens guddommelige Godhed som en Uret, der var regnet hjærteløst ud.
Hun følte Heden over sig som en mat Ladhed ... og hun fulgte med Blikket, mens hun sad og døsede, Insekterne, der virrede, og hun aandede dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne. Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen. Der var intet mer, som kunde binde eller fæstne hendes Opmærksomhed, og hun var altid adspredt.
Den gamle gik forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet bort. Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet ... Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem? Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede haardt i, naar hun gik.
-Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se saa nu, sagde hun, og hun tændte de smaa Lamper, gule og røde, rundt paa Bordet. -Nej, det var storartet, sagde Kjær igen og saá ud over Sølvtøj og Blomster og Buddinger: det var brillant. -Ja, sagde Frøken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo heller ikke saa lille. Ida vilde løbe, da det bankede igen.
Hans Excellence tav et Øjeblik: -For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved. Man hørte Urets Dikken. Konferensraaden svarede ikke, og Hans Excellence sagde uden at se paa ham: -Du maa forstaa, det er nødvendigt.
Dagens Ord