United States or Malaysia ? Vote for the TOP Country of the Week !
I hver Landsby, de kom igennem, fôr Hundene halsende ud af Døre og Porte ved Spektaklet, og Karlfolk og Fruentimmer raabte de tre Madammer an og gjorde Halløj. Men Kællingerne klaskede sig bare gemytlig paa Bagen og gik videre. Spat-Marie var lille, firkantet og halt. Maren Ørentvist lang og duknakket.
De sad igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet. -Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen? -Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde saa underlig en Stemme.
Men der var ikke noget Badeværelse. -I det hele taget, Kate, sagde Fru von Eichbaum: det er jo et Lejehus, men man har da sine Gummibadekar.... Kate forsvandt med Viktoria ind i Moderens Sovekammer, mens de andre gik til Bords og Hundene lidt efter begyndte at hyle og skrabe paa Sovekammerdøren, til Kate lukkede dem ind. Ja, sagde Fru v.
Pludselig mærker han noget som et Vindpust til venstre for sig alt Djævelpak kommer altid fra venstre og han vender sig om og ser en Skikkelse skyde frem foran Opstanderen hen mod Hundene. Det var umuligt at blive klog paa Ansigtet; højre Arm var løftet op derfor, og Hovedet var bøjet ned mod Brystet .... Han var klædt i Skind, der ikke var syede, men sammensnørede.
-Og Lamperne? hviskede En. -Har dem, blev der hvisket tilbage. De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at gø. -Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen. -Hys. De naaede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre. Nede under Bøgene brændte der fem Lamper.
Hvis vi vendte os til nogen af Siderne, saa var det lige saa galt fat, og gik vi frem, var det blot at vise os paa aaben Grund og blive jaget som Ræve. Men der var ingen Tid til at standse eller tænke, saa vi fo'r af Sted ned ad Skraaningen. Vi var ikke kommet halvvejs gennem Dalen, før vi hørte Hundene bryde gennem Skoven bag ved os, og et Øjeblik senere hørte vi ogsaa Mennesker raabe.
Hvis vore Fjender forfulgte os med disse Dyr, var vor Stilling virkelig alt andet end misundelsesværdig. "Af Sted," udbrød Nikola, "de forfølger os med Hundene; op ad Bakken saa sandt som De har Deres Liv kært!" Han havde neppe udtalt disse Ord, før vi fo'r op ad Bakken som Harer.
Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen. -Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort. Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede, et for et. Lysene paa Klaveret, som hun havde taendt. -Saadan kommer alt paa en Gang, sagde Berg.
Han skrabede paa Døren og vilde ud. Jeg maatte op. Længe stod jeg og ventede paa ham for at lukke ham ind igen; men han kom ikke. Han var borte. Stukket i Rend. Nede i Byen glammede Hundene. Din Kaffe blir kold! Ane staar i Døren ind til Stuen. Hun drejer Hovedet over Skulderen og ser henimod mig. Ellers plejer hun altid at smile; men hvert Ord bliver i Dag sagt i en Tone, som ikke taaler Tøven.
Hendes Liv var kun et Haab: at han vilde kende hende igen. Men den Doende slog blot Ojnene op og saa paa hende som paa den tomme Vaeg. -Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden han graeder han graeder ... Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og klagede sagte. -Se de Umaelende, se de Umaelende, graed Gaardkonen.
Dagens Ord