United States or French Guiana ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Hurtigt!" raabte Nikola, idet han sprang op igen, "der er ikke et Øjeblik at spilde, kast Hundene i Floden!" Uden at spilde Tid, gav vi os til det, og i mindre end et halvt Minut var alle tre Hunde forsvundne i Floden. Da den sidste blev kastet ud, hørte vi de forreste af vore Forfølgere trænge ind i Skoven. Et Øjeblik endnu, og det var for sent for os at undslippe.
Hun knaldede med Pisken, saa at Hestene stejlede og Hundene trimlede: Goddag, Børn! Naa, hvordan morer I Jer? Tante Mona, Tante Mona! raabte Frøken Sofie og løb hen mod Slæden. Men Tante Mona standsede ikke. Hun svingede Køretøjet et Par Gange rundt paa Pladsen og raabte tilbage: Jeg skal hjem til Middag! Jeg vilde blot se, hvordan I havde det!
Det var, som om den Doende maerkede sine Hunde og vilde dreje det saarede Hoved: han smilede halvt. Tine rorte sig ikke. En Time sad hun. Hun ventede, han skulde naevne hendes Navn blot i en Forbandelse, der aabenbarede hendes Skaendsel. Men han huskede hende ikke mer. Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjaelp. Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng.
Men til Tine, sagde hun, og hendes Ansigt var vendt opad mod hendes Stjerner, som hun gav de mange Navne: -Tine, der er i Livet kun to Ting Kærligheden og Døden. De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra. -Men nu maa vi hjem, sagde Moderen. De gik hjem, Børnene ved hendes Side. Der var saa ganske tyst og alle Huse var lukkede. Mennesker mødte de ikke, og Hundene kendte dem.
Og næste Dag spiste de i Samdrægtighed Svanesteg til Middag. Saa lod hun Hundene skyde. En Dag, kort Tid efter, da Palle var rejst bort for en Ugestid, lod hun i sin Ensomhed alle Hundene skyde. Hun sagde, at det skulde være som en Art Pønitense. Naar man havde syndet, sagde hun, skulde man ofre det kæreste, man ejede.
Hun spiste ellers ikke saa gerne deroppe paa Grund af Hundene. -Du, sagde hun til Generalinden: de Dyr, man faar ikke sin rette Madro. Men idag blev hun i Anledning af Nyheden. -Naa, sagde Kate, saa er det jo gjort. Men Engelholm vilde rigtignok have været stadseligere.
Hun saa den naeste Raekke en efter en; Hundene slikkede tovende Ligenes nogne Fodder. Hun gik ud igen; den fremmede loste bag Kirken sin Hest og saa efter hende, saa laenge hun ojnedes. Hun gik kun videre ud af Byen: -Saa maatte Staben vaere i Augustenborg Staben vidste Besked. Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem Hegnene begyndte det at morknes.
Med eet giver Hundene et saa voldsomt Ryk i Skaglerne, at jeg nær var kastet af Slæden. De stikker Snuden i Sneen og sprænger frem i afsindig Galop. Et Øjeblik efter er vi ved friske Renspor.
Barton og jeg nød vort Morgenmaaltid tidligt, før Klokken 9, og netop som jeg stod i Vestibulen med mit Overtøj paa og kaldte paa Hundene for at faa dem med paa en Spadseretur, kom Hr. Carruthers ned ad den store Trappe med rynket Pande. "De er tidligt oppe," sagde han. "Vil De saa ikke skænke Te til mig?" "Jeg syntes, De sagde Kaffe! Nej, jeg er ved at gaa ud."
-Aa, Du, sagde Generalinden: det gør godt at sidde. Det har været en bevæget Dag. Fru von Eichbaum nikkede, og, mens de to Søstre tænkte paa de samme Ting, sagde hun efter en lille Stilhed: -Gud, Du, da jeg saá Hundene, blev jeg jo unægtelig forfærdet....
Dagens Ord