United States or British Indian Ocean Territory ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ja, I Mandfolk lever da! lød det med et Suk fra Fru Mona. Tante Line mente i Telefonen, at Du var redet til Kragholm? spurgte Hofjægermesteren. Nilses Øjne fyldtes paa ny af Vrede: Det var jeg ogsaa ... Jeg vilde over og forbyde Karen at sælge Gaarden til den Bondetamp, Jeppe Henriksen. Jamen den Handel er jo gaaet i Orden, Onkel! Det véd jeg nok!
Fru Mona stod paa Broen og ledede Slaget: Paa dem! Paa dem! skreg hun Hektor! Herkules! Sonja! Chasseur! Hæi, hopla, løs paa Uldahlerne, mine Dyr! Kan I se den store, fede derhenne! Det er Palle ! Løs paa ham! Riv ham, flaa ham, bid ham! Det er ham, der holder os allesammen indespærrede! ... Det var Ret, Hektor! Det var Ret! Ha a, ha, ha! Det var godt!
Han maa ikke, Mor! ... Sig det til ham! ... Hvor kan han dog nænne det ...! Ja, ja, nu skal jeg sige det, nu skal jeg sige det ... Men kom Du nu med mig! Og hun lagde en Arm om Datteren og førte hende ud ... Nils Uldahl havde sin Niece Mona til Bords. Han havde, straks da Frøken Sofie begyndte at skrige op, sat sig med et beklagende Skuldertræk og livlig givet sig til at konversere sin Borddame.
Du kan tro, vi skal tjene Penge! ... Og naar vi saa faar Gigt og Podagra, saa kan vi jo købe Hvidgaard tilbage og køre rundt her i Rullestol til vore Dages Ende. Saa har vi da i det mindste levet ! Men Palle rystede smilende paa sit Vildmandshoved: Nej, nej, lille Mona, det gaar ikke; det forstaar jeg mig ikke paa ... Og jeg vil ogsaa helst beholde Dig for mig selv!
Og naar Dyrene fôr af Sted med vajende Manker og prustende Næsebor, ophidsede indtil Vildskab og sitrende af Utaalmodighed, kunde Fru Mona gribes af saa sød en Rus, at hun glemte, hvem og hvor hun var, kastede sig bag over langs Hesteryggen og udstødte det Skrig, der fordum i hendes Circustid havde jaget Blodet som Ildbække gennem Tilskuernes Aarer.
Hvad Fanden, Pigebørn, er I ogsaa ude i det Vejr! raabte Hofjægermesteren. Vi kunde kende Jer paa Tyrk! lo Fruen. Frøkenerne kom frem af Sjalerne: Goddag, Onkel Palle! Goddag, Tante Mona! Ja, vi er skam! Goddag, Goddag, Unger!
Hektor havde hugget sine Kæber om Svanens Hals. Og nu kastede alle fire Hunde sig som rasende over Fuglen, rev og sled i den, og bed den til Døde; medens den øvrige Svaneflok skrigende flygtede og baskede Vandet til Skum med deres stækkede Vinger ... Da Hofjægermesteren kom hjem, laa Mona angergiven i sin Seng. Og han tilgav hende som sædvanlig under en stor Forsoningsfest.
Men før hun fik talt ud, foretog Hofjægermesteren et pludselig Chock imod Hundene, der fôr gøende og glammende rundt omkring Vognen, hvor Tyrk fra Bukken sekunderede dem med sin Tøndebas Fanden skal staa i Jer! tordnede han og slog med sin Ridepisk ned mellem Dyrene, saa at de hylende spredtes til alle Sider Det er jo ikke til at høre Ørenlyd! ... Kom saa, Mona!
Og ved den Gamles Begravelse var Familien kun bleven repræsenteret af Isidor Seemann. Paa Kragholm, fortalte man, havde Fru Karen lukket sin Mand inde for at ikke hans gode Hjerte skulde løbe af med ham. Og paa Hvidgaard var Herskabet fuldt optaget af egne Sager. Thi skønt Fru Mona nu havde været gift med sin Palle i godt tolv Aar, var hun dog stadig ikke faldet til Ro.
Og Opvisningen begyndte ... Hestene dansede og veg uden om hinanden en til højre og en til venstre, rundt og rundt i de sirligste Valsetrin. Mona nynnede Takten dertil i Mangel af Musik. Hun haandterede Tømmerne som en Mandolinens Mester sine Strenge. Det mindste Tryk af hendes Fingre »gav Tone« i Dyret under hende.
Dagens Ord